Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
og spinkel, havde lysebrune Haar og et ovalt Ansigt,
hvis nederste Halvdeel var temmelig fyldigt. Sæd-
vanligt syntes dette Ansigts Udtryk roligt, koldt, endog
tilbagevisende, det fortalte og robede intet. Under en
Samtale derimod, naar noget greb og bevægede hende,
naar hendes dirmpede og tilbagetrængte Røst fik større
Klang, forsvandt lidt efter lidt denne Kulde, hendes
tilslorede Øine hævede sig, og disse store morkegraa
Øine, blide og sorgmodige Øine, forenede da deres
Udtryk med et mildt og indtagende Smil, som gav
det hele Aasyn et eiendommeligt aandeligt Præg og
vidnede om en Rigdom af dulgte Tanker og friske
Følelser, der syntes at maatte blive til Velsignelse for
Enhver, som forstod at tiltale dem.
Da hun saae Laust Pallesen stige af Hesten,
strakte hun ham begge Hænder imode og bod ham
velkommen. Den gamle Herretnand beholdt disse
« smaa hvide og blode Hænder et Øieblik mellem sine,
imidlertid betragtede han hende forskende og sagde:
»Ret nu skal det vise sig, hvor velkommen jeg er, for
jeg tænker paa, at slaa min Bo op her, vel en Uge
tilende. Vi har Muurmestere hjemme paa Gaarden,
de kalke. Men lad mig see ret paa Jer, lille Ane!
— hvor J er bleven bleg siden sidst. — Ja, see nu
bliver I rod,« vedblev han med et betydningsfuldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
