Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
en Kirkeklokkes Slag langt borte, afbrød den dybe
Stilhed, som hvilede over Egnen.
J Udkanten af Tensbyttel havde Eieren bort-
hugget en stor Strækning Træer, deres Stubbe
ragede frem i en Høide af to Alen over Jorden;
det var nemmest at fælde dem saa høit oppe, man
slap for at bukke sig, og der var Træ nok dengang.
Undertiden gjorde de Jld omkring Stammen og
holdt Vaalet brændende, til Træet forkullede og faldt.
Det var et endnu lettere Arbeide. Egnen vexlede
bestandig. Hvor Skovene ophørte, begyndte et fro-
digt Agerland, afdeelt i lange Marker, som efter
Ditmarskerskik hævede sig i Midten og endte med
smaa Grofter paa begge Sider. Det dyrkede Land
svandt igjen for morkebrnne Hedestriekninger, gjennem-
ploiede af utallige Fordylminger, der betegnede Hjul-
sporene i de gamle Veie. Lyng, Gyvel og forkroblede
Enebcerbuske skjulte den rodgule Okersand, lysegronne
Bregner og smaa, friske Rodskud af Egeris mindede
om en Fortids svundne Skove. Riindtom paa alle
Banker hævede de gamle Gravhoie sig, ligesom paa
Hederne i Jylland, klædte i samme mørke og sørg-
modige Farver, Vinden strog henover dem, altid laa
de netop paa det Sted, hvorfra de kunde sees længst
borte. Hvem de gjemme, disse Grave, det veed
Viden Peter. 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
