Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
l
843
Kun engang bolgede dette Hav, som om det
vilde lukke sig sammen over ham, et Brøl, der lig-
nede en Skare Rovdyrs, lød henover Pladsen,
Vaaben og Skjolde bleve hævede; men i samme
Øieblik var Viben omgiven af en Skare Venner,
hvis truende Holdning beviste, at de Alle havde
isinde at gjøre- hans Sag til deres-.
»Fred!« raabte de og stillede sig mod den
fremtrængende Mængde, »Fredl til«Solen gaaer ned,
saa lyder Loven.«
Det blev atter stille, Kredsen drog sig tilbage
igjen, og Viden holdt i det aabne Rum, som om
Intet var hændet- Kun een Mand blev staaende
ved hans Side, det var Bartel, han knugede sine
Hænder sammen om hinanden, hans Hjerte gjemte
paa en Forudfvlelse af alle de Ulykker, denne Dag
vilde fremkalde
Lidt efter vendte Viden sin Hest bort fra Skran-
ken og ledede den henover Torvet. Mængden gjorde
villig og stiltiende Plads-, Ingen hilste ham, Ingen
fulgte ham mere, ikke engang Pavel Seke, han red
alene. — Ditmarsken havde tabt en Borger, Mørket
vundet en Sjæl.
Hjemme i Meldorf stod haan Moder og ventede
i Døren Hvad hun led den Dag fik aldrig Nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
