Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
sporede den til et ooldsomt Løb, han rev sig i sit
Haar, ndstodte en rasende Ed, og Øieblikkets For-
tvivlelse oar saa meget større, fordi han ikke saae
nogen Mulighed i at ende den. Reise bort, glemme
hende, opgive hende, faldt ham ikke ind.
Maanen skinnede, Droslen slog i Ellekrattet,
Træerne kastede lange og mørke Slagskygger ned-
ooer ham; i det blaalige, ligesom bolgende Lys og
den stærke Dug saae Gronsoceret paa Engene og
Lyngbnskene ud, som om der var bredet et Lagen
hen over dem. Han standsede Hesten og stirrede
omkring sig, forundret over alle Omgivelsers Ro og
den Fred og Hvile, de forkyndte.
»Hun kan ikke føle, kan ikke naae op til mig,
hun begriber Jntet og fatter Intet, hun er gold
som en fro-Isen Eng, død som et vissent Blad i en
Æske — Jo oistl jo vi.st!· hun kan sole, kan tro og
give, hvis hun blot Vilde, det stod at læse i hendes
Otne, et Sekund, men kun et eneste, saa blev hun
til Steen igjen. — Det banker i mine Tindinger,
mit Blod er Ild, det syder, som om det skulde
sprænge Brystet, — er Kjærlighed da Vanvid, eller
hvad er det, jeg føler? · . .« Han ndstodte et
gjennemtrængende Skrig, skarpt og klagende- som et
saaret Dyr; det gav Gjenlyd ovre mellem Bankerne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
