Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
paa Vagt udenfor Judgangen, nedgravet i en
Bunke sainmenskrabet Løv, med Skibsdrengen ved
sin Side. Hun var ikke blind for denne utrætte-
Omhu, men meente dog, at han kun gjorde sin
Pligt, hun begreb heller ikke, hvorfor Mennesket
paa samme Tid lod til at blive mere alvorlig,
tav-S og ligegyldig for hendes Person, hun var
ham dog nærmere nu end nogensinde for, hun
havde maaske heller aldrig været mere fristende
eller udfoldet større Tillokkelser, hun fattede ikke,
at hun ved sine Historier fuldstændig havde talt
sig ud af den stakkels Sømand-3 Hjerte, der var
intet hos hende af alt, hvad han tidligere havde
troet paa, slet intet. Sligt hændes undertiden.
En Middag, medens de holdt Rast paa Grænd-
sen af et Skovstykke, blev Salomons Opmærksomhed
pludseligt vakt ved Lyden af Hundeglam, der lod
til at nærme sig. Lidt efter kom en Mand tilsyne,
støttet til en Stav, bøiet under Vægten af en stor
Byrde, han førte en langhaaret Hund med sig i
en Strikke. Gorin brød ud i et Jubelskrig, det var
Veiviseren, Raadgiveren, det var efter hans Begreb
Frelsen, som her viste sig. Skriget vakte den Frem-
medes Opmærksomhed, han standsede lidt og saae
sig om til Siderne, medens Hunden sled i Snaren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
