Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 D e n h a n e lsk e d e og d en h a n æ g te d e .
der staar i den hellige Skrift: Kjærligkeden for-
drager alt, tror alt, haaber alt, taaler alt, og
saadan maa det vel være med min Kjærlighed
til Dig«.
De vare nu komne helt hen til Laagen og
stod et -Øjeblik stille lænede til den. Fred og
Klarhed sænkede sig i Hans Knudsens Sjæl, der
havde pint sig med Tvivl, om han nu ikke ægtede
Gjertrud og i Grunden elskede Amelie.
Og var der en Rest af Tvivlen tilbage, saa
skulde den forsvinde. Han skulde faa Ret i de
mørke Anelser, han havde haft forrige Sommer,
da han stod ved det nedbrudte Hegn: den gamle
Nøddegang skulde se hans Kjærligheds Forlis, og
den skulde se den strande paa Latterlighedens
Skær — det farligste af alle.
Som de vilde gaa ind i Haven, hørte de Trin
og Stemmer. Det var Kapellanen og Amalie.
Hans og Gjertrud dukkede sig ned bag Gjærdet.
»Lad os nu gaa ind, sødo Gotlieb! Du for-
køler Dig. Gjertrud er vel bleven derovre. Hun
bliver saamænd nok fulgt hjem.«
»Ja, lad os gaa ind«, svarede Gotlieb og
hostede. »Jeg har i Dag haft saadan en underlig
Trykken i Maven. Kom en Gang herhen, kjære
Amalie.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
