Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blandede Digte - Den frimodige Ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„I frygte ei Djævelen meer —
Hvor kan I da frygte, Kamrater,
En enevoldsmagt med en Hær
Forpryglede, raadne Soldater?"
En Tænker han var, men en fri —
Om jeg tør saaledes det kalde —
Han sang til en smuk Melodie
En Viisdom, som huede Alle:
„Jeg troer paa den eneste Gud,
Den eneste sande Forsoner;
Kom til mig! saa lyder hans Bud,
Kom hid til min Barm, Millioner!"
Hans Mening om Qvinderne til
Som lettelig lod sig formode —
Var ogsaa dumdristig og vild
Og efter hans krusede Ho’ede:
„Heel lykkelig Manden vel var,
Der fandt sig en elskelig Qvinde;
Men bedre det var dog, et Par,
En Snees endnu bedre at finde!"
Nu hviler hans Been paa et Sted,
Hvor ogsaa vel vore skal ligge,
Fyrstens og Prindsernes med,
Ved Siden af deres, som tigge.
Endskjøndt han forresten var klog,
Han holdt ikke Tand for sin Tunge —
Nuvel! for det ærlige Skrog
Lad Glasset frimodigen runge!
1837.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
