Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oversættelser - Efter Byron: Parisina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235^
Hver svækket Trevl i Hjernen sendte
Vildsarende sin Tanke ud:
Fortideu sort, Fremtiden mørk,
Omblusset kun af Vanvidsflammen ,
Som Lynglimt i en øde Ørk,
Hvor Midnatsftorme kæmpe sammen!
Hun srygted, følte Skræk og Gru,
Rædfomme Byrder tynged hendes Hu,
Hun vidfte, Synd og Skam var mellem dem,
At der var en, som skulde døe men hvem?
Det var sorglemt. Mon selv hun leved end?
Var det endnu den samme Iord, de samme Mænd,
Den samme Himmel? Hvor sorvirret!
eller var det Fjender, disse der, som stirred
Foragtelig med Kulde
Paa Blik, dem sorhen vennehulde?
Alting var ubestemt og uden Baand
For hendes vankende, vildsarne Aand;
As Angst og Haab et Virvar uden ende.
Snart under Graad, snart Latter, saae man hende,
Vanvittig stum i al sin Ovide,
Med sorte Rædseldrømme stride;
Forgjæves dog anstrengte hun sin Magt,
Forgjæves kæmped hun, at blive vakt.
Alt Klosterklokken ringer,
Men drøvelig og svag
I Taarnets Hul den svinger
Og gungrer dybe Slag ;
Alvorlig de til Hjertet gaae.
Hør! Sangen ^yder allerede,
Sangen før Døde dernede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
