Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oversættelser - Efter Byron: Parisina
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236^
eller for dem, der snart er ligesaa.
For et Væsens Sjæl, som bortgaaer,
Liigpsalmen lyder, og Kirkeklokken slaaer.
Nær ved sit jordiske Maal han staaer:
Knælende ved Munkens Knæ
^Munken slau at høre, ynkelig at see^,
Knælende ved Lyden as Klokken,
Rundtom sig Vagten, soran sig Blokken,
Og Bødlen med blottet Arm, sor, naar han vil,
Med stadig Krast at kunne hugge til,
Prøvende Ø^ens skarpe Bid
Og hvæssende ^en paany med Flid;
Mens Kredsen af en maalløs Mængde tættes,
Før ved en Faders Dom at see en Søn henrettes.
endnu en Times Herlighed,
Før denne Sommersol gaaer ned,
Der steg paa Rædselsdagen, som til Spot,
Med renest Glands, skysriest Blaat;
Dens Astenlysning rød
Sig over Hugos uheldsvangre Hoved gjød,
Mens han, sit sidste Skristemaal
Fremstammende, med stille Taal
Og angersnld Hengivenhed
Før Munken bøies ned,
At høre Ordet, som sorkynder
Tilgivelse den dødelige Synder.
Som der han lyttende, nedbøiet laae,
Hans Isse Solen glimred paa,
Og Haaret bruunt i Krøller gled
Halvt øm den nøgne Nakke ned;
Men mere stærk endnu den hvide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
