Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
. Munken løftede Benene ud af Sengen og gjorde
Mine til at rejse sig, skønt det sortnede for hans
Øjne af Smerte.
— For Guds Skyld, bliv liggende! De er’saaret
i Maven.
— Hid med Overlægen! — sagde Munken og
rejste sig vaklende. — Om jeg saa skal træde i
mine egne. Tarme! .. . .
Sygeplejersken løb, men Munken blev staaende
og holdt med den ene Haand paa Maven. Straks
efter kom Overlægen. Det var en lille, tyk Mand,
med stort, graat Purhaar og kortklippet. Skæg.
Han løb i sin hvide Kittel pustende af Ophidselse
frem mod Munken:
— Hvad Fanden vil du!
__ Jeg vil ikke liggo mellem disse omskaarne
Aadsler! — gav Munken tilbage.
— Hvordan var det, du sagde? — forespurgte
Overlægen synlig interesseret og holdt Haanden
for Øret.
__ Min Plads er ikke mellem disse omskaarne
Aadsler! — gentog Munken haardt. — Jeg er en
Kirkens Tjener, Brodersamfundet betaler for mig!
Jeg har Penge til Eneværelse!
— Hvem har lagt ham her? — vendte Over-
lægen sig til Søsteren.
— Underlægen sagde .. . .
. — Underlægen her og Underlægen der! Det er
mig, der kommanderer! . . . . Lad ham straks
komme paa Eneværelse og blive behandlet! . . . •
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
