Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagene var langsomt blevne længere...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Grundigt, lille Ven, grundigt, som Makka-
bæeren stak Elefanten.
— Og Udsigterne? — spurgte Munken tøvende.
— Udsigterne? Udsigterne er de bedste. Jeg
skal se til dig, lille Ven, ved Middagstid, — trø-
stede Overlægen og forlod Værelset.
Munken saa efter ham, fulgte opmærksomt,
hvorledes Døren blev lukket, og Haandtaget dreje-,
de sig og stod stille, da Haanden udenfor slap
det, og Skridtene fjernede sig. Han strakte Haan-
den ud efter et Glas med blandet Vin og Vand og
drak nogle Slurke, stillede Glasset tilbage paa
Bordet og flyttede prøvende med det for at over-
bevise sig om, at det stod fast. Derpaa saa han op
i Loftet og fik Lyst til at tænke paa noget, men i
Fremtiden skelnede han intet, der kunde fastholde
hans Tanker, og Fortiden brød han sig ikke om
at erindre. Han lukkede Øjnene og saa ind i Mør-
ket bag de lukkede Øjenlaag. Da han havde set
lidt, viste der sig nogle dansende Punkter, som
han opmærksomt fulgte, skønt det var forbundet
med en pinlig Fornemmelse. Efterhaanden ud-
videde Punkterne sig og antog en dybviolet Farve,
der fortonede sig i det omgivende fløjelssorte
Mørke. Ringene malede imod hverandre, løftede
og sænkede sig, som fulgte de et uhørligt Orkester.
Sommetider standsede de brat og alle paa en
Gang, til de igen optog Dansen i Takt med de
fjerne Toner, saa fjerne, at de kun var til som
en Anelse. Men, baarne af et Vindpust, kom de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
