Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK ARNOLD WERGELAND 109
— Tys! det plasker over Vandet.
Det er hende! Det er hende!
Hendes Forbud er alt landet:
denne glade Angst for hende.
Aaretakten kan jeg kjende:
uden Regel, uden Lag,
som mit eget Hjertes Slag.
Hans lykke er så overveldende, hans livsfølelse så sterk og voldsom,
at tanken på døden fødes av den. Ikke som en skygge over livet. Døds-
tanken kommer fordi livsfølelsen er så intens, at den fører utover livet.
Skulde han føle sterkere, måtte han dø av det. Det vil for ham si, han
må ha salighetens tilværelse for å få fullt rum for sine følelser. Og han
tenker i sin livsfryd med glede på sin grav:
Hvor er jeg glad, ja hjertensglad!
Thi alt jeg ser det Sted,
hvor halten Hevn og blinden Had,
som med min Skygge fulgtes ad,
skal synke trætte ned.
Har hun ei lovt hver Pintsefest
mig at besøge der?
Skjærsommersøndagen dernæst
hun atter være skal min Gjæst.
O Plet, hvor kjær du er!
Der bor jeg da den Sommer kort.
Mit Lyststed, Plet, du er.
Med sidste Blad jeg flyver bort,
at vente tro i Himlens Port
til selv hun kommer der.
Men det er ikke bare det at han aldri syntes at livet her nede gav
ham rum til uttrykk for sin følelses styrke, slik at han trengte en uende-
lighet og evighet for sin ånd; det er også det at livet har slått ham så
onde sår, at han her nede ikke lenger kan føle den fulle lykksalighet som
det er hans natur å hengi sig til. Selv i den høieste lykksalighet, i diktet
«Den første Omfavnelse», sprenger de onde minner sig inn med sin smerte.
Diktet begynner i et utbrudd:
Kommer nu Sorger! knuger mit Bryst,
at det ei sprænges af jublende Lyst!
Himmel med Uheld. Helved med Kvaler
tæmmer dets Bølger! Thi der har hun hvilt!
Fiendenag
aabne dets Aarer! din Pilodd kun svaler,
thi ved dets Slag
har hun jo sitret og smilt.
Men dette dikt om lykksalighetens rus, sikkert et av de skjønneste
dikte 1 all litteratur, som en eneste høitsitrende flamme, er fylt av min-
ner og smerte, hvis gift hun drikker:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
