Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK ARNOLD WERGELAND 113
Igjennem det store Fønster Nu går jeg til Stjernehaven.
Fuldmaanen stirrer ind. Der falde Dug saa sval.
«Ak, ligger du der, min Elsker, Jeg den din Feber bringer
vel blegere end mit Skin?» i mine Horns Pokal.
Nu gaar jeg til fjerne Høie,
hvor Evighedsblommer gro
Fyldt er med Livsenshonning
Nektariets Gyldensko.
Men den annen natt innvier månen ham til døden:
Precis som det var lovet Min himmelske Nonne hvisked:
gikk Maanen igjen forbi. «I Rosernes Blegheds Skjær
- Den bar saa deilig en Guldkurv du Skjønhedens egen Farve
med hvide Roser i. og Himmelens Aanders ser.
Hun kastet dem ind ad Vindvet; Den skal du dig udkaare,
de spredtes paa Gulv og Seng. ja med en Ridders Mod;
Af Dug end Kvistene glitred, for mine hvide Roser
hver lig en Sølverstreng. udslukke de rødes Blod.»
En siste kamp skulde ennu utkjempes i hans sinn da våren kom. Av-
skjeden fra det liv han hadde elsket så høit, skulde ennu avpresse ham
en bønn, et rop om å få leve, en siste smertetung, skjønnhetsfylt kjærlig-
hetserklæring til livet:
O Foraar! Foraar! red mig!
Ingen har elsket dig høiere end jeg.
Han vender sig til alt det han har elsket, blomstene, dyrene, det gamle
tre — om at de skal be for ham:
O Foraar! den gamle raaber for mig, skjønt han er hæs.
Han rækker sine Arme mod Himlen, og Ånemonerne
dine blaaøiede Børn, knæle og bede, at du skal
redde mig — mig, der elsker dig saa ømt.
Men foråret kan ikke redde ham. Og så ber han ikke mere — viss-
heten løser sig op i en ganske enkel melodi, av vemod og mildhet, det er
kanskje det eneste vemodsdikt han har skrevet. Er «Til Foraaret» hans
fulle livsensrop om redning, så er «Til min Gyldenlak» hans avskjeds-
nynnen, hans siste ømme kyss til de blomster han har elsket:
Gyldenlak, før du din Glans har tabt,
da er jeg det hvoraf alt er skabt;
ja før du mister din Krones Guld,
da er jeg Muld.
8 — IT.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
