Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN CAMMERMEYER WELHAVEN 141
vilde ikke slippe håpet og holdt fast ved vennskapet som dog var et håp.
Hun forstod tidlig at han ikke elsket henne som hun ham. I virkelig-
heten sa han det ofte og tydelig nok. Men hun vilde ikke forstå det
helt ut og han maktet ikke å si det bent ut. Det har vært hevdet at Wel-
haven holdt så fast på forholdet fordi det smigret hans forfengelighet å
være elsket av sin motstanders søster. I begynnelsen kan det ha spilt inn,
men senere har det motsatte snarere vært tilfelle. Det var en stadig grunn
til misstemning at hun minnet ham om Wergeland, og i 1836 sa han til
henne at bare den tanke at hun var sin fars datter, gjorde ham bitter mot
henne. Derimot behaget selve hennes beundring ham, og det brev han
skrev til henne da han hørte hun var blitt forlovet med en svensk diplo-
mat, struttet av skuffet forfengelighet; men bak denne følelse av for-
fengelighet lå en alvorlig følt uro for at hun skulde ha tatt et skritt hun
vilde komme til å angre.
De var i virkeligheten skjebnesvangre motsetninger. Åv de to var han
kanskje enn mere sky og lukket av natur enn henne og ikke så heftig
og lidenskapelig i sitt følelsesliv. Det er noe stolt og skjønt og modig og
ærlig i den måte hvorpå hun — i hine konvensjonelle tider — åpent står
ved sin ulykkelige kjærlighet, hun hverken kan eller vil skjule den. Hun
er åpnere enn ham, dristigere i sin kjærlighet. De hadde naturligvis begge
sloppet lettere fra det, om han i tide hadde brutt av og ikke næret hennes
håp eller i alle fall hennes fantasi med ord, som selv om man tar hensyn
til tidens forskruede romantiske brevstil, måtte vekke uro og smerte i
hennes sinn. Det er brever fra ham hvori ordene er så ømme og så kunstig
stillet sammen, at hun med rette kunde si at de var til å bli vanvittig over.
Han har vært sterkest betatt av henne på frastand, når han skrev til henne
mere enn når han talte med henne. Hver gang han kom henne riktig nær,
åpenbarte hun sitt sinns dype heftighet — og Welhaven gjenkjente Werge-
lands-blodet og vek tilbake. Hun var ikke hans kvinnelige ideal, ikke
svermeriet og elskoven for ham, hun var motsetningen som lokket og
gjorde ham snart het, snart kold.
Jeg er meget bedrøvet over at jeg ikke skal træffe Dem før De reiser. Den sidste Aften hos
Fougstad var saa luun og mild, og i Kjøbenhavn har De stadigen været i mine Tanker. Deres smukke
Lorgnet har der ikke viist mig en eneste deilig Kvinde, men meget ofte bragt mig i et drømmende Klar-
syn tilbage til Dem. I Danmark har man baaret mig paa Hænderne, og der har ingen hadet mig; i
Norge gjenfinder jeg mine gamle Fortrolige: de mange bittre Savn, og derfor er jeg veemodig stemt som
den hendøende Natur; men ganske sorrigfuld kan jeg dog ikke være. — Der stode i et Blomsterbeed En
Neglik og en Lilie, Og begges Længsel var saa heed, De havde den samme Vilie: De vilde hvile Blad
ved Blad Den hvide med den Røde, Men Roden dybt i Jorden sad Og hindrede deres Møde. De stod” saa
fjernt og dog saa nær, Og kunde ei Længslen slukke, Og vexled i Duft og Farveskjær De kjærligste Blik
og Sukke. Paa Dager fulgte en dunkel Kvel, Med Skyernes Slør om Panden, Da tog de et smerteligt
ømt Farvel, Og skimtede knapt hinanden. De bøiede sig af et sorgfuldt Sind — Og mødtes i stille Gam-
men; Nu hvilede Blomsterne Kind ved Kind, Nu flød” deres Taarer sammen!
Farvel min inderlig kjære Camilla!
Johan Welhaven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
