Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN CAMMERMEYER WELHAVEN 143
Tanken på henne knytter sig alltid til høststemninger, til september-
følelser, til tap og angst:
Maria, see, hvert Lindeblad
har tabt sin friske Glands,
og Stormen spiller op til Dands
og splitter Løvet ad.
Og det tredje av diktene gir den typiske stemning mellem dem, det
uklare og det usikre, hvori hun er bekjennende og han vikende i ve-
modige betraktninger. Han minnes et besøk hos Maria — til farvel:
Maria gaaer til Pianet Og Blomsterne seer jeg nikke,
og rører de klare Strænge, jeg hører Pendulen stamme:
og røber sin Angst for dem; «Farvel!» fra sit dunkle Skjul;
hun røber, hvad jeg har anet med selsomme Afskedsblikke
og baaret i Hjertet længe seer ned fra den gyldne Ramme
og drømt i mit stille Hjem. Provstindens Portrait af Juel.
Paa Tonernes milde Svæven
de viede Hjerter mødes,
og vugges i Vemods Favn,
og føle med navnløs Bæven,
at Ømhedens Vaar skal ødes
i Grublen og lønligt Savn.
Og det fjerde dikt gir selv avskjeden. Camilla Wergeland reiste med
sin far til Frankrike og Welhaven fulgte henne ombord:
Til Haabet, der ligger for Anker
i Sundet, Å
har Smerten mit Hjertes Tanker
med Tryllekjæder bundet.
Der sidder en Dame bøgiet
i Baaden;
hun holder sin Haand for Øiet,
hun stræber at skjule Graaden.
Men den fulle stemning av smerten mellem dem har han gitt i det
ypperlige dikt «Den sidste Septemberdag». Gjennem den melankolske
skildring av den kommende høst med minnet om den svunne sommer
aner man en dulgt følelse, en uro, en smerte som ikke stammer fra synet
av naturen, og i siste vers bryter det ut:
Amata, straalende og smerterig!
i Høstens Scene skued jeg dit Billed;
jeg saae din Taare atter, hvor den trilled
i Dandsen Hvirvel over Silkens Flig.
Ak, hvor dit Haab laae visnet som et Liig,
har du en døvende Allegro spillet,
og vakt min Sorg, der vilde glemme sig,
og vakt mit Hjertes Længsel, der var stillet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
