Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wergelandstiden. 1820—1845 - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHAN SEBASTIAN CAMMERMEYER WELHAVEN 145
Ida Kjerulf var omkring de tyve år, da Welhaven blev nærmere kjent
med henne. Hun var meget inntagende, med skjøhne øine, hun kunde godt
være livlig og munter, men det stillferdige vesen falt henne naturligere
og klædte henne bedre. Hennes musikalske, ømme, lettbevegede sinn,
hennes litt gammelkloke vesen, eide den
charme, det umiddelbart dragende, det
kvinnelig hengivende som Welhaven ikke
hadde funnet hos Camilla Wergeland.
Over Ida Kjerulf var det harmoni. En
uendelig ømhet vakte hun hos ham, alt
hvad der var gjemt og ubrukt hos ham av
varme brøt nu frem, og denne hans kjær-
lighet til Ida Kjerulf blev hans livs av-
gjørende følelse og kom til å gi grunn-
tonen til all hans senere diktning. I 1840
blev de forlovet. Men hennes familie satte
sig hårdt mot forbindelsen. Først og fremst
moren, som aldri overvant en fiendtlig
uvilje mot Welhaven, men også brødrene, da Kjerulf, f. jr og i Oslo 7. desbr.
de eiendommelige, sære, tungsindige,
kunstnerisk rikt begavede brødre Halfdan, Hjalmar og Theodor, — den
fattige dikter uten fremtid var ikke god nok. Det blev forbudt Ida å se
og møtes med ham; men Welhaven var her fast og urokkelig, og de fant
ofte leilighet til å treffes. Diktet «At lide og at lindres» skildret et
slikt møte:
I Huset der, bag Skovens Krands, Ak, Foraarsmaanen skued ned
var dengang Strængeleg og Dands, vemodigt til vor Ensomhed,
der brændte Kjerter klare; som om vor Sorg den vidste.
men hun slog Shavlet om sin Hals, Og sagte hvisked Nattens Røst
og fra den muntre Skare om Troskab til det Sidste,
vi smuttet bort, og vilde gjerne spare og end engang, fra nysudsprungne Kviste,
den hede Længselsvals. fløi Haabet til mit Bryst.
Først da Ida blev så syk at det var fare for livet, gav familien sitt
samtykke til forlovelsen. Men da var det for sent, da hadde de alt knekket
henne. Den 7. desember 1840 døde hun. Welhaven flyktet fra byen, gjemte
sig helt bort, var ikke engang til stede ved begravelsen. Han skrev en
gang senere til sin søster: «Da Ida døde, brast en Streng i mit Bryst, som
aldrig heles.» Det var sant, han vant aldri over det. Småbysladren fant
at han tok sitt tap med kulde.
Efter Idas død blev han nær forbundet med hennes slekt og bodde
10 — II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
