Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENRIK IBSEN 55
avsløreren av hykleri og tilintetgjøren av fordommer, — han vil hverken
finne idealet han forså sig på eller de brennende lengsler i hans diktning.
Den som i «Brand» bare ser et spottedikt over menneskene, vil heller ikke
forstå at Kierkegaards ord kan anvendes på Ibsen. Men han vil heller
ikke vite noe om Ibsen. Han vil ikke kjenne noe til den Ibsen som mot
tvil og mismot og mørke stunder satte «fuld og tryg tro på idealernes for-
plantningsevne og udviklingsdygtighed», og hvis utgangspunkt er at han
«føler det som mit livs opgave at bruge de evner Gud har givet mig til at
vække mine landsmænd op af sløvheden og bringe dem til at se, hvor de
store livsspørgsmaal peger hen.» Vil man vite hvad Ibsen har villet med sin
diktning, må man ingen tvil nære om at han mente det som han sa det:
«Brand er mig selv i mine bedste øieblikke». Han trodde på et «tredje
rike», han kjempet for at menneskene skulde bli «fri adelsmennesker>; og
«frihet under ansvar» var såvisst ingen frase han la i en annens munn. Han
mente at hans diktning var en vekkende gjerning som skulde revoltere
menneskesinnene. Og nettop fordi han hadde «forsett» sig på idealet og
fødte vanskapninger, det vil si mennesker som ikke svarte til hans bren-
nende lengsler, måtte han gå løs på idealet selv; kanskje var det ikke bare
noe i veien med menneskene, det var kanskje stillet op falske idealer for
dem; nye idealer, som ikke stod i motsetning til sannheten, skulde det
stilles dem og det var hans kall å stille dem. Kierkegaard var stanset over-
for det ideal han hadde forsett sig på, Kristus, som den eneste kristne;
Bjørnson prøvde ut fra sin rike sundhet om ikke da det idealet var «Over
ævne»; men Ibsen prøvde og forkastet de gamle idealer og søkte å stille
op nye. Det gjennemsyrer hele hans diktergjerning og det er mystikken
i ham. Det er derfor han egentlig aldri er realistisk dikter, men mystiker,
symboliker. Man kan merke endog i de mest realistiske dramaer, hvordan
trangen til symboler og billeder lurer i de mest virkelighetsnære replikker.
Og for hver gang han hugg et ideal ned, reiste han et nytt idealmerke i
stedet — fjernt ute i horisonten. Det blev en stadig vekselvirkning, og
det fødtes stadig vanskapninger, og hans skuespill kom alltid til å handle
om en virkelighet som ikke svarte til hans brennende lengsler. Ingen av
hans personer, ikke engang hans «helte> svarer til idealet, og somme av
dem er sørgelige vanskapninger. Den eneste som er mannen der iøser sin
opgave, er kong Haakon; men han er blitt til før Ibsen var blitt sig be-
visst at han hadde «forsett sig på idealet.» Brand svarer til idealet for-
såvidt som han er sig selv helt ut, gjennemglødet, ikke lunken et eneste
sted i sin sjel; men han er en vanskapning fordi hans virkelighet ikke
svarer og ikke kan svare til hans lengsel; han feiler i selve målet. Stock-
man er sund og karsk, men nettop fordi han overhodet ikke har forsett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
