Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72 Å DE STORE DIKTERE
Henrik Ibsen. Første billede av Ibsen som blev
offentliggjort ca. 1862.
sommelig med ideen og forså sig på
idealet. Han måtte holde et opgjør
med sig selv, dommedag over sitt
eget forhold til livet, for at der kunde
gro ny diktning av det.
Det er ikke tvil om at et nytt be-
stemt forhold til virkeligheten, hans
giftermål, her fikk betydning. Ibsen
har selv gitt oss lov til å ta dette for-
hold i betraktning, i et brev til P.
Hansen i 1870 skrev han: «Først da
jeg var bleven gift fik mit Liv et
vægtigere Indhold. Den første Frugt
heraf var et længere Digt «Paa Vid-
derne».» Den frigjørelsestrang som
går igjennem dette dikt, fikk imid-
lertid ikke hele sitt uttrykk før i
«Kjærlighedens Komedie».
— «Paa Vidderne» er trykt første
gang i 1860, på den tid Ibsen arbei-
det med det første utkast, «Svanhild»,
til «Kjærlighedens Komedie». Den
sinnets kamp som utkjempes i diktet,
er ennu uklar og usikker. Problemet er Søren Kierkegaardsk, sammen-
støtet mellem det estetiske og det etiske livssyn i «Enter — Eller»; men
mens diktets løsning er til fordel for det etiske, er det utformet i estetisk
ånd. Derav diktets uklarhet og den følelse av selvmotsigelse det stadig gir.
Diktet har også for synet på hans dramatiske diktning stor interesse,
større enn hans ungdomsdramaer. For første gang åpenbares den særlige
Ibsenske sjeleverden og for første gang utformer han en diktning sym-
bolsk. Vi ser her den symbolske verden, han siden så ofte skulde benytte
sig av, — en verden med motsetningen mellem bygden og høifjellet, den
ensomme vidde hvortil tenkeren, grubleren, forkynneren og dikteren søker
— og går til grunne i ensomheten.
Diktets jeg søker fjellet fra den hjemlige og kjære verden i bygden:
Jeg lå i skardet vendt mod sør,
og så hvor solen randt;
om dybet lå et skyggeslør,
mens fonn og jøkler brandt.
Det røde hus, min mors og mit,
herovenfra jeg ser;
der har hun strævt, der har hun stridt,
der blev mit sind så friskt og frit, —
Gud ved hvad det blev mer!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
