Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 DE STORE DIKTERE
fordypelsen i Roms minner gav. Her syntes han å se sammenheng mellem
da og nu, nettop den sammenheng han ikke fant i det norske folk, som
stod for ham som en nasjon uten idealitet og uten lidenskap. Nu han
hadde fått det hjemlige på avstand og vunnet sikkerhet på sig selv, kunde
han felle dommen.
I sine brev fra disse år ånder han dypt og befriet ut. «Hvor herlig
naturen er hernede, baade i former og i farver er der en ubeskrivelig har-
moni», skriver han til Bjørnson i et brev hvor han også forteller om det
inntrykk den klassiske kunst har gjort på ham. Og i et annet brev (12.
september 1865) til Bjørnson skriver han: «Dersom jeg nu for tiden skulde
betegne hvori det væsentligste udbytte af min reise består, så vilde jeg sige,
det består i, at jeg har drevet ud af mig selv det æstetiske, således isoleret
og med fordring på at gjælde for sig selv, som det før havde magt over
mig. Æstetik i denne forstand forekommer mig nu at være en ligeså stor
forbandelse for poesien, som teologien er det for religionen». Men sterkest
uttrykker han sig i et brev (3. desember 1865) til Magdalene Thoresen, —
et brev hvori man skimter Brand-skikkelsen: «Hvad der har været det
afgjørende og betydningsfulde for mig, er, at jeg kom i tilstrækkelig fra-
stand fra vort eget til at se hulheden bagved alle de selvgjorte løgne i vort
såkaldte offentlige liv og jammerligheden i alt det personlige frasemageri,
der altid har ord nok, når det gjælder at snakke om «en stor sag», men
som aldrig ejer hverken viljen, evnen eller pligtfølelsen for en stor gjer-
ning. Hvor ofte hører vi ikke i Norge godtfolk tale med en så inderlig
selvtilfredshed om den norske besindighed, hvormed i grunden ikke beteg-
nes andet end hin lunkne middeltemperatur i blodet, der gør det umuligt
for de skikkelige sjæle at begå en dårskab i stor stil.» Og i forbindelse med
omtalen av all den «åndelige uhumskhed blandt skandinaverne» i Rom, bry-
ter han voldsomt ut: «Men du kan tro, jeg har raset og ryddet op; thi her-
nede er jeg ikke ræd for nogen ting; hjemme var jeg ræd, når jeg stod inde
i den klamme flok og havde følelsen af deres stygge smil bagved mig....
Min lille gut skal med min gode vilje aldrig komme til at tilhøre et folk,
hvis opgave er at blive englændere istedenfor mennesker.» Begrunnelsen
hvorfor Ibsen ikke vil at hans sønn skal tilhøre det norske folk, høres nu
litt komisk ut. Men den gang var englendere det værste Ibsen visste, siden
endret han mening. Man har hevdet at det bærende i Ibsens indignasjon
over det norske folk, var en brennende fedrelandskjærlighet. Det er neppe
riktig. Likesom hans slegtsfølelse var svak, var hans fedrelandsfølelse det
også. Hans vrede er en menneskelig forakt over menneskenes usselhet, og
uviljen blir så meget sterkere fordi han finner usselheten størst hos det
folk han nu engang tilhører. Men han hadde ingen varm kjærlig sam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
