Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 DE STORE DIKTERE
til samtidens øvrige diktning, til Paludan-Millers «Adam Homo» til Egede
Schachs «Fantasterne», til Johan Ludvig Heibergs «En Sjæl efter Døden»
og til Kierkegaards tankeverden. Men i dikterisk form utløser det rikere
og fullkomnere og fremfor alt fantasisterkere enn noen av de andre det
felles i idéen.
Da «Peer Gynt» kom ut, fant kritikken at det dårlig stemte med J. L.
Heibergs estetiske teorier. Clemens Petersen erklærte at det ikke kunde
kalles poesi. Brandes var oprinnelig ikke langt fra samme tanke. Ibsens
vrede over Clemens Petersens kritikk var umåtelig — den gikk også utover
den dengang uskyldige Bjørnson og bragte kulde mellem dem. Hans vrede
brev til Bjørnson inneholder et utbrudd som er karakteristisk for hvordan
han nu følte: «Min bog er poesi; og er den det ikke, så skal den blive det.
Begrebet poesi skal i vort land, i Norge, komme og bøje sig efter bogen.»
Nu er han ikke lenger i tvil, nu gjør han kong Haakons ord til sine: «For
Eder er det ugjørlig; thi I kan kun gjøre den gamle saga om igjen; men
for mig er det let, som det er let for falken at kløve skyerne.»
I det omtalte brev til Bjørnson er det en direkte trusel: «Jeg er
imidlertid glad ved den forurettelse, som er tilføiet mig; der er en Guds
hjælp og tilskikkelse deri, thi jeg føler mine kræfter vokse ved harmen.
Skal det være krig, så lad det være. Er jeg ikke digter, så har jeg intet at
tabe. Jeg skal forsøge det som fotograf. Min samtid deroppe, enkeltvis,
person for person, skal jeg tage for mig, som jeg har gjort det med mål-
stræverne, jeg skal ikke spare barnet i moders liv, ikke tanken eller stem-
ningen bag ordet hos nogen sjæl, der fortjener den ære at tages med.»
Denne trusel mot dem som stod ham imot, at han vilde «fotografere»
dem, realiserte han i «De unges Forbund» (1869). I denne politiske komedie
trer Ibsen virkeligheten nærmere enn noensinne før, ikke alene i karak-
tertegning, men i hele skuespillets utformning og opbygning og replikkenes
nærhet til den daglige tale. Ennu er komediens personer mere individuali-
serte typer enn, hvad de blev i hans senere skuespill, særindivider. Men
disse typer er gitt med virkelighetens karakteristikk. De var alle sammen
lette å gjenkjenne fra tidens samfund, og først og fremst da hovedpersonen,
den politiske frasemaker sakfører Steensgaard, en slektning av «Peer Gynt»,
men langt ringere utrustet, ordinærere, og uten selvironien, uten annet
drømmens kongerike enn det som bestod i et godt gifte og en sikker valg-
krets.
Komedien er overmåte morsom, og politikerne sørger for at den alltid
er aktuell. Den er vittig og ondskapsfull og beveger sig fra den ene sindrig
arrangerte og tilspissede situasjon til den annen, og de komiske situasjoner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
