Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 DE STORE DIKTERE
(1858). Han skrev på dette skuespill mens han ergret sig over Ibsens
«Hærmændene paa Helgeland» og selv søkte å finne form og stil til saga-
dramaer. Han skrev i et brev til Clemens Petersen: «— — — Nu har han
sidst i «Hærmændene paa Helgeland» gjort om igjen Sigurd Fafnesbane
og hele den umaadelige store Sangcyklus omkring ham og tilliggende Sagn-
grupper. Det er imiteret eller dramatisk indsat indtil Fuldendthed. Det
maa jeg erkjende og rose, og dog fnyser jeg af Harme, netop fordi han
er saa god og troende, at jeg ikke kan tale ud. Var det ikke fordi, at han
neppe er stor nok, til ret med Kraft at tro mig fri for Misundelse, saa
sagde jeg ham Sandheden alligevel, i en stille Time, gjerne medens jeg
trykkede hans Haand. Men nu gaar jeg her formelig og sveder. Sagen er,
jeg har det heller ikke rigtig paa det Rene; men her er noget Galt, det er
jeg vis paa. — —
— — Selve Sproget: det gaar dog ikke an at tale Sagasprog i vore
Dage. Sproget maa da bide fast der, hvor det slutter i Dag og føre det
længer frem, om det er muligt, men det maa ikke lægge sig udenfor
Landet og hen i det store Hav paa lige saamange Smaaøer, som det er
Stof — her ligger Kjæmpevisesproget, der Sagasproget, atter der Over-
gangssproget. — Eller staar vi endnu midt i Romantikens Vildfarelser? —
Hvad er ogsaa dette, at gaa ned i en historisk Tid (her Fabeltid) blot for
at male den? Som en Skolegut?»
Som han selv sier, — han hadde det heller ikke riktig på det rene,
og med hans eget forsøk, hvis stoff ligger tett op til «Hærmændene paa
Helgeland», gikk det langt galere enn med Ibsens; det lykkes ham ikke
engang å skape enhet i stilen. Bjørnsons «Halte-Hulda» har også motivet
en mann mellem to kvinner, den mørke demoniske og den lyse fredsæle.
For å undgå sagastilen gikk han tilbake til den femfotede jambe, Oehlen-
schlågers form, men versene har fått en viss sagafarve gjennem ordvalg
og replikkenes tone. En enkelt monolog er i prosa. En del vers, fullstendig
i Bjørnsons moderne stil, er innskutt. En varm og heftig ungdomsfølelse
er det beste i skuespillet. Men tonen i det virker ikke ekte, de milde lyse
scener i skogen er affekterte og skildringen av Halte-Hulda selv utvortes
og uinteressant.
Også det neste skuespill, «Kong Sverre» (1861), skrev han i femfotede
jamber, men her var stilen fastere gjennemført. Han hadde arbeidet lenge
med det og skrev det ferdig i Rom og satte stor tillit til det. Dets blanding
av politikk og romantikk trodde han var blitt særlig vellykket. Skuespillet
har den svakhet å være nesten godt. Man sitter den hele tid og savner det
avgjørende. Den dramatiske konflikt omkring Sverres kroning er fast
knyttet, karaktermotsetningen mellem Sverre og Nikolas virkningsfull. Dets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
