Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJØRNSTJERNE BJØRNSON 175
følelse, men det er noe vemodig i smilet, noe sårt også, som gjør det så
inntagende og menneskelig.
— Bjørnson satt i sine gamle dager som en mann hvis ord hadde
vekt utover Europa. Striden om ham hjemme var stilnet av, selv nærmet
han sig også tidligere fiender uten at det førte til brudd med gamle
venner. Høsten 1903 fikk han Nobelprisen. I 1905 delte han ikke fullt ut
syn med de ledende menn, men hadde ønsket en videre forhandling.
Høsten samme år oplevde man at den gamle uforsonlige republikaner som
først og fremst hadde fordømt kongedømmet som en umoralsk institusjon,
arbeidet for kongevalg. Stortingets venstre som også husket hans «frafald»
i 1903, hevnet sig på den usmakelige og smålige måte at de ikke valgte
ham inn i Nobelkomitéen hvor han gjerne vilde sitte.
Fra 1908 av var han ofte syk. Vinteren tilbragte han sydpå, i Rom eller
Paris, sommeren og høsten på Aulestad. Han følte selv at hans arbeidskraft
sviktet ham og at han, den veldige, den største makt hver dag i Norge i så lang
en levetid, nu snart ikke kunde mere. Det blev til en sang, «Sisste Smærte»:
Å, nu har jeg lært det, Kan ej mer arbejde, De er over fjællet,
hvad jeg frygtet først, har ej kræfter nok, samles aldrig mer.
at den sisste smærte, kan ej længer vejde Og jeg selv på hældet
den er også størst. mine tankers flok. imot graven ner,
Kan ej mer arbeide, De er over fjællet, og jeg selv på hældet
har ej kræfter nok. samles aldrig mer. imot graven ner.
Juni 1909 blev han rammet av et slagtilfelle, men kom sig dog til kref-
ter slik at han maktet å dikte den livssterke kantate til hundreårsdagen for
«Selskabet for Norges Vel». Utover høsten blev han stadig dårligere og for-
langte å komme til Paris, han håpet ennu en gang å kunne reise sig. Men
der døde han den 26. april 1910.
Bjørnsons grav på Vår Frelsers Gravlund i Oslo.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
