Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Jonas Lie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JONAS LIE 197
Saa snakkede det henne i Berg-
siden, og det blev levende i Hau-
gene. Folk gik ind og ud.
Det var fra den underjordiske
Kirke, det prækede, og Luften fyld-
tes af et Orgel, som var løssluppet
i alle Piberne.
Under det var alligevel Stilhed,
saa en maatte høre alting.
Nu revnede der nogle Fjeld-
stykker borte i Nuten, saa der blev
store, svarte Sprækker.
«Det er Krigen,» sa det lydhørt.
— — — 3
Om «Trold» skrev Jonas Lie
mens han holdt på med den: «Nu
kan du tro, jeg holder paa med
noget rart, som ikke saa mange skal
gjøre mig efter: jeg digter Even-
tyr» Han regnet den selv for sin
beste bok.
«Trold» er noe «rart» som er
Jonas og Thomasine Lies grav i Stavern.
kommet over ham. Her skyter op
det dypeste og merkeligste i ham som menneske og dikter, hemmelig-
heter han selv ikke har visst om, mystiske makter han ikke kan for-
klare. Han har et dikt om disse hemmeligheter:
Finneblod og fremsynt
og — Finskud kanhænde...
jeg kjender og den Gan-Fin,
som kan Skuddene sende!
Jeg følte det... jeg kjendte det... jeg vidste det fra før,
jeg kjendes ved den Finmand, som trolder og gjør Bør.
Hjertet lider ilde,
og Sindet det slides,
fordi én aldrig greier
hvad der helst burde vides.
Jeg følte det... jeg kjendte det... jeg vidste det fra før,
jeg kjendes ved den Finmand, som trolder og gjør Bør.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
