Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ALEXANDER L. KIELLAND 199
middel var overdrivelse, og han forsvarer det med de ord, at han har
merket at «Skuespil uden outrerede Characterer, eller uden det, som ÅAca-
demiske Censores ansee som Feil, ingen Virkning have. Vil man for
Exempel sige om en Gierig, at han ikke æder sig mætt, og andet deslige,
saa bliver Characteren ganske Regelmæssig, men Virkningen deraf vil blive,
at Tilskuerne derved enten gispe eller falde i Søvn paa Skue-Pladsen.»
Med ganske tilsvarende ord forsvarer Kielland sig i et brev av 24. mai
1881 til broren prost Kielland en måneds tid efter at «Arbeidsfolk» er
kommet ut: «Jeg skriver i disse Dage ofte i Breve til mine Venner om
denne «Overdrivelse». Lad mig ogsaa til dig sige et Par Ord: Naar Folk
sover tungt, hvisker man dem ikke i Øret: Staa dog op og tag fat paa
alle dine Stræv; men man raaber: Brand, og naar de saa faar gnedet
Søvnen og Sinnet af sig, takker de ham, som raabte, at de kom tidlig paa
Benene og kunde begynde Dagens Værk. Den, som vil vække, maa over-
drive. — — At jeg har overdrevet er vist og bevidst, efterdi det er gjort
med Ensidighedens Kraft; det Kanelvand med surt og sødt i, som man
kalder objektiv-upartisk Skildring, er Tøv og Barnemad.»
Kielland gikk inn i tidens arbeide for å gjøre nytte med sin diktning.
Han sluttet sig til samfundsoprydderne, først og fremst til Brandes og hans
menn, men også til Bjørnson, hvis utilbyllede forkynnelse av tendensen til-
talte ham helt — særlig beundret han «Støv». Og hvor meget Kielland
enn lo av Bjørnsons moralforkynnelse og hånte et skuespill som «En
Handske», kom der med bohemtiden dog en avstand mellem Kielland og
brødrene Brandes. Kielland kunde nok på en måte vurdere 80-årenes strid,
men dens kunst tiltalte ham ikke, og han blev aldri, hvor meget nytte
han enn ønsket å gjøre, noen partigjenger. Og han tilhørte aldri noen
klikk. Han stod fritt og uavhengig og var venner med dem han vilde være
venner med, og fiender med dem han ønsket å stå i fiendskap til. —
Det han angriper, er først og fremst alt hykleri, all løgn og usannhet.
Han angrep kirken og prestene, sent og tidlig, ensidig og lidenskapelig og
uendelig hånende som den utpregede rasjonalist han var. Derimot går han
aldri til noe egentlig angrep på kristendommen. Muligens har de rett, som
mener at han hadde en viss ærbødighet for den, rimeligere er det å tro
at den har vært ham likegyldig, og at han til sin strid har holdt sig til
og hatt nok med dens ytre former innen kirken. Noen virkelig religiøs
natur har han sikkert ikke vært, hans diktning røber ingen dypere for-
ståelse av et religiøst beveget sinn. Hans Nilsen Fennefoss i «Skipper Worse»
er skildret med en intellektuell sympati, først og fremst fordi han ut fra
den sympatiske skildring av legpredikanten kunde komme statskirken og
prestene enn mere til livs. Og «Skipper Worse» er som helhet den bok hvori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
