Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De store diktere - Alexander L. Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 DE STORE DIKTERE
stilen var tendensen i «En Middag», som skildret to generasjoners sammen-
støt. Men under dem alle, selv de letteste, klang en varslende tone, her
var ikke bare spøk, overalt blev det uekte, det skapaktige stillet op mot
det ekte og sannferdige, det konvensjonelle mot det selvstendige og per-
sonlige. Det var ikke til å ta feil av at denne forfatter skrev ut fra et
bestemt livssyn.
Efter novellettene fulgte den store, fortrinlige og alltid like inntagende
roman «Garman & Worse» (1880), om livet på Sandsgaard. Det har gledet
og moret forfatteren å skrive denne bok, og det er alltid en glede og for-
nøielse å lese den. Den har en del små svakheter, — den kvinnelige hoved-
person, som Kielland er så begeistret for, Rakel, er kjedelig og tørr, skole-
bestyrer Johnsen er en papirfigur, og slutningsmøtet mellem Madeleine og
Per overbeviser ikke riktig. Men det er småting i denne riktstrømmende
og uforlignelig friske roman som har så mange henrivende scener, så mange
strålende innfall, så megen naturfølelse og så megen lystig spott.
Kielland selv var ikke bare fornøid. I et brev skriver han at boken
ikke er blitt «hvad den skulde og burde blevet. Thi jeg er — imellem os
sagt — lidt feig. Næste Gang skal jeg prøve at slaa drøiere til». Nytte-
poeten syntes ikke han hadde fått ram nok på alt det han vilde nå, og
at han ikke sterkt nok hadde fått bekjenne kulør. Men det er det som
Kielland syntes var dens svakhet, det at tendensen ikke fikk sterkt nok
makt, som gjør at denne bok er den av Kiellands som har holdt sig friskest
og som kanskje vil leve lengst.
Allerede i novellettene var det avsnitt som viste at Kielland ikke alene
var den vittige skribent og den stemningsfulle naturskildrer, men også den
som kunde utarbeide en virkningsfull dramatisk scene. I «Slaget ved
Waterloo» er det en makt i skildringen av Napoleon, som — tross situa-
sjonens komikk — river leseren med. Og i «Garman & Worse» er der en
dramatisk styrke i skildringen av brandnatten, en stigning i stilen som
kulminerer i billedet av skibet som glir ut av flammene: |
«Thi se — Skibet gaar! den store sorte Kolos sætter sig i Bevægelse; Tomme for
Tomme med øgende Fart glider det mægtige Skrog ut gjennem Ilden. Den blanke Side
forsvinder Stykke for Stykke i Røgen, det blinker i den gyldne List, — og høit — som
i Triumf løfter Bougen sig mod Himlen, idet Agterenden duver dybt ned i Søen.
Det hvislede og spragede, somom man havde kastet Hundrede gloende Jern i Vandet,
da den brændende Agterende borede sig dybt ned i Bølgerne, de skyllede opover Siderne,
helt indunder Agterspeilet, og de lette Flammer, som for langs Skibssiden, sluktes i det
stærke Luftdrag.
Vinden, som fik bedre Magt, da Skibet var borte, kastet sig ned i Ilden; den slog
ud langsmed Jorden og skjulte som et bølgende Tæppe af Flammer kantet med Røg —
Skibet, der gled udover Havnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
