Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nitti-årene. 1890—1900 - Vilhelm Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 NITTI-ÄRENE
Det er denne kjærlighet til Sørlandets natur, denne hjemmefølelse,
gleden over å høre til her, helt og fullt, av å kjenne hver sten, hver melodi,
hver duft, hver belysning, som gir hjerteslaget i all Vilhelm Krags lyrikk.
Han var ikke i minste måte noen mystiker eller dunkel symbolist, ingen
sanger for store og selsomme følelser; han var og er en sørlandspoet, en
dikter fra de små grønne og lune viker, idyllene, men også de tapte
idyllers sanger, det er megen følt vemod i hans dikt. Hans glede er de
stille stemninger, lyset over de små hvite hus, natten over de stille holmer
og skjær. Så lenge han kjempet for å skape merkelig og dyster lyrikk,
vandret han de ville veier, straks han kommer tilbake til det hjemlige,
den poetiske eller mildt ironisk opfattede sørlandsidyll, blev han igjen sig
selv, en sann poet, en ekte og fin, om enn ikke noen dyp dikter. «Sange
fra Syden» (1893) var derfor ikke så meget verd, men i «Nye Digte» fra
1897 var det igjen mange vakre og fine stemninger. Naturfølelsen «i de
forunderlige, blonde nætter» er den sterkeste følelse i dem, også i de ero-
tiske dikte. Og ennu fyldigere og vakrere klang er det i «Vestlandsviser»
(1898), hvor han bekjenner hvor han hører hjemme som menneske og
dikter i «0, Sørland, du min moderjord»:
O, Sørland, du min moderjord, Nu staar jeg atter i mit hjem,
jeg synger ei med stolte ord og fra min barndom stiger frem
din ære og din hæder. de gammelkjendte klange.
Du havgraa land, jeg kalder mit, Snart lystige som dans ved vaar,
hos dig gror græsset haardt og stridt, snart som en graad saa hjertesaar
og skodden lav sig breder. i høstens nætter lange.
Den bæk, som rinder over hei, Og for dit folk — for smaa som stor —
den brød sig fra dit hjerte vei, med dine egne simple ord
og derfor stilt den græder. jeg synger dine sange. —
SEE O fædreland, o moderjord.
Helt vidd Sørlandet og dets natur er to av Krags diktsamlinger «Sange
fra min Ø» (1918) og «Viser og Vers» (1919). Den første er den betyde-
ligste, dens tone er jevn, men inderlig følt, den er varm av glede over den
øi han eier og dens rikdom i det små:
Jeg eier skoge av pors Jeg eier arkader af marehalm,
den dufter mod himlen som staar strunkne mellem rullesten
hedere end ambra, lig spinkle søiler
sødere end honning. med fine kapitæler
I blanke augustdage af usigelig graagrønt marmor.
driver duften tilhavs. — Ingen ved, hvem færdes mellem arkaderne
— Ingen derude aner, naar stilheden synker
hvor den salige rus kommer fra. i sommernatten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
