Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
den Dag i Dag staar udhugget i Bjærgene her med baade
Heste og Folk og Skibe, som de kalder Drager — og
desuden holdt de store Gæstebud (for de skal have været lige
saa dreven i at drikke Mjød som i at bruge Sværdet), da
boede der her paa Gravene en Mand, der var anset for en
vældig Kæmpe. Og den Mand havde en Datter. Om hende
hed det, at hun aldrig havde haft sin Lige i Skønhed, men
at hun ogsaa var saa mandhaftig, at hun kunde føre baade
Sværd og Bue og styre Baad og Sejl saa godt som nogen
Svend. Og derfor fulgte hun altid med sin Fader i al Slags
Leding, men torklædt som Mand, for at ingen skulde se
hendes Dejlighed og fatte Kærlighed til hende.
Men hvordan det nu gik til, saa havde Kongens Søn
faaet Øje paa hende en Morgen, inden hun havde faaet gemt
sit lange gule Silkehaar under Staalhuen. Og da Prinsen
var svært forgabet i kønne Kvindfolk, Kjærlighed og
Æventyr, blev han himmelglad over den Opdagelse, han saa
uforvarende havde gjort, og traadte dristigt frem for Jomfrueh,
som derover blev meget vred og lagde Haanden paa sit
gode Sværd.
«Skøn Jomfru,» sagde Kongens Søn og traadte tæt hen
til hende, «hun maa ikke bilde sig ind, at jeg vil gøre hende
noget ondt, men min Fader og Herre er en forfærdelig
stræng Mand, og han vilde nok ikke se rigtig mildt til det,
hvis han kom under Vejr med, at der findes en Jomfru i
hans Hær . . . lad det derfor blive mellem os.»
I samme Øjeblik, siger Sagnet, faldt der lige som en
tung Møllesten paa Jomfruens liljehvide Barm; hun følte, at
hun havde talt med Kongesønnen i en ulykkelig Stund. Men
hun tav og sagde: «Det faar saa være!»
Saa gik der en lille Tid. Prinsen forfulgte siden stadigt
Jomfruen med sin Elskovs-Tale og foreslog, at hun i Stilhed
skulde flygte bort med ham, men skøn Jomfru havde en
anden kær, en meget ringe og fattig Mand, men som for
Kærlighedens Skyld syntes hende mange Gange herligere og
stoltere end alle Kongesønner i hele Sveas Land. Og den
Mand, som hendes Hu stod til, hed Johannes og hørte til
Kæmperne fra Stangenæs, der ogsaa blev regeret af en
Konge lige som Sotenæs — der maa have været rigeligt
med Konger den Gang, kan jeg tro.
Da nu Jomfruen havde givet Johannes sin Tro, vilde hun
ikke laane Øre til Prinsens Forslag, men aabenbarede det hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
