Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
Købmændene en Tjeneste ved at skaffe dem deres Varer hjem
Sikkerhed.
— Men disse Fornøjelser, sagde Nikoline mildt og strøg
med Haanden hen over Drengens glødende Pande, kan ikke
være blevet Dig saa dyrebare, Georg, at Du for deres Skyld
vil forspilde min Ro. Jeg vilde aldrig kunne sove nogen Nat,
naar jeg vidste, at Du var ude paa den Maade; hvor Du maa
fryse og døje ondt!
— Fryse! nej, slet ikke; jeg er tværtimod saa varm, at
jeg sveder, og jeg er altid godt indpakket, saa jeg aldrig kan
blive forkølet. Men har jeg nu sagt Dig saa meget, saa kan
jeg ogsaa godt fortælle Dig, at jeg flere Gange har været
oppe hos Grosserer Holmer paa Strand, og han har vist os
al mulig Venlighed og Gæstfrihed. Og ved Du hvad, Moder
— her var Georgs Hæftighed helt forsvundet for den
Fornøjelse at kunne fortælle den elskede Moder noget nyt —
ved Du hvad, Grosserer Holmer har en lille Datter, Fanny,
en rigtig sød lille Unge, og saa klog og venlig. Jeg har
lavet flere smaa Baade til hende og hun har givet mig
de dejlige Valdnødder og de store Figner, jeg har haft med
hjem til Dig. Jo, jo, lille Mo’rl den, der er ude og rejser
omkring i den vide Verden, faar mange Ting at se... Min
stakkels Moder! Du sidder der hvor Du sidder som en lille
ensom Fugl eller som Jomfruens Tidsel der ude paa Skæret.
— Det beklager jeg mig ikke over, Georg, og jeg er da
heller ikke forladt som den fattige Tidsel. Men lad mig nu
høre, om Du ikke har lidt under at have en Hemmelighed
for mig... det havde jeg aldrig troet, Du kunde have.
— Nej, jeg har heller ikke været glad ved det, lille
MoY, og det har tidt nok knebet at holde fast paa den, det
kan Du tro. Men aldrig, aldrig, Mo’r — her saa Georg
troskyldigt og inderligt ind i Moderens Øjne — havde jeg kunnet
det, hvis jeg ikke altid havde været bange for, at Enden
skulde blive som den nu er blevet: i samme Øjeblik, jeg
talte, var Glæden forbi.
— Fortryder Du nu Din Oprigtighed?
— Nej, Mo’r, jeg vilde ikke have det ugjort for at
opleve alle mine Æventyr en Gang til — men aa! hvor jeg vil
længes efter dem.
Denne Samtale, som Nikoline havde troet var ubemærket
af andre, havde Letsler dog hørt gennem den halvt aabne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
