Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
77
giv mig Rebene, sagde han, idet han klappede Assistenten
paa Skulderen. Men hvorfor har De ikke tændt Lygten?
— Stormen slukkede den, hviskede Peter Gran,
efterlignende Købmandens Stemme. Og nu ved jeg ikke, hvor den
Satans Handelsbetjent har lagt Rebene, søg efter dem, saa
godt Du kan i Mørket
Hvor sagte end Assistenten udtalte disse Ord, hørte Georg
dog straks, at det ikke var Grosserer Holmers Stemme. Ved
det svage Skin fra Døren, syntes han at kunne skælne
Assistentens Træk, og da han i Tankerne hastigt satte Mørket i
Pakhuset i Forbindelse med den Omstændighed, at Grossereren
ikke selv viste sig paa Broen, begyndte Georg snart at fatte
Mistanke om at Assistenten havde en eller anden List for.
Medens han lod som om han ledte efter Rebet, spekulerede
han paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at advare
Karolus. Og tilsidt nærmede han sig mer og mere Døren,
idet han sagde, at man vel nok kunde hjælpe sig uden Reb,
da det ikke var til at finde. Assistenten fulgte ham imidlertid
stadigt i Hælene, og i samme Øjeblik som Georg, idet han
søgte at komme ud, med høj Stemme raabte: »kast los,
Assistenten er forklædt her i Pakhuset«, susede det for hans Øre,
og for et hurtigt Slag af Peter Grans muskelstærke Haand,
tumlede han halvt bevidstløs omkuld mellem Tønder og
Pakkasser.
— I Kongens Navn beslaglægger jeg Fartøj og Ladning,
tordnede Assistenten, idet han med vanvittig Hurtighed løb
henad den lange Bro, hvorpaa han bukkede sig og greb fat
i Fangelinen, hvilken dog, til hans uudsigelige Raseri, i samme
Øjeblik kappedes af lange Jan.
Broen var for høj, til at der derfra kunde voves et Spring
ned paa »Frisejleren«. Men med den djærve Bestemhed, som
udmærkede Peter Gran, greb han fastere fat i den afskaarne
Tovstump, og halede sig ned, for om muligt at naa frem til
Dækket, eller idet mindste faa Fodfæste i Takkelagen. Det
sidste lykkedes ogsaa, men uagtet han med Benene holdt sig
fast i Staget, indtil han befandt sig i en næsten horisontal
Stilling, mærkede han dog, at Baaden Tomme for Tomme
gled fra ham, og at han enten maatte slippe med Benene,
og blive hængende ved Broen, eller ogsaa slippe Tovet og
falde paa Hovedet i Søen, en tredje Udvej fandtes ikke, fordi
Karolus og lange Jan allerede havde grebet Aarerne, og fordi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
