Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
ligesom vaagnende af en lang Dvale, saa paa sin Hustru med
Blikke, der udtrykte en frygtelig Angst.
Nikoline undgik hans Blikke, thi hun kunde ikke se dem
fæstet saa forskende paa sig, uden at føie Trang til at græde,
og hun vilde saa gærne vise sig stærk.
Da Letsler en Gang var faldet paa denne forfærdelige
Tanke, som næsten syntes at opsluge alle andre, henfaldt
han i et Hypokondri, mere fortærende end de Kvaler, som
allerede tidligere pinte ham. Han talte ikke om sine Følelser,
han hverken priste eller anklagede Skæbnen for Haardhed,
han tav, men i denne Tavshed laa en ubeskrivelig Uhygge.
Og hans afmagrede Ansigt og krumbøjede Skikkelse forraadte
Kraftløshed, Strid og hvileløs Uro.
Efter at Georg længe havde undret sig baade over Fader
•og Moder, undret sig over, at de, som saa utallige Gange
havde talt med hinanden uden Ord, men kun gennem Blikke,
nu, ligesom efter Overenskomst, ligesom om de havde en
hemmelig Forbrydelse paa Hjærtet, saa til Siden, saasnart deres
Øjne tilfældigvis mødtes.
Georg begyndte tilsidst ogsaa ligesom at mærke en
Dødsangst gennemfare sig.
Men han hverken vilde forstaa, eller forstod den Sorg,
som uden Haab eller Trøst gnaver paa sig selv.
I vild Fortvivlelse sank han ned for den elskede Moders
Fødder.
— Sig at jeg tager fejl, jeg ber Dig Mo’r sig det —
eller sig mig Sandheden, bad han i grænseløs Forvirring.
— Georgt min Søn, stammede den overraskede Moder.
Hun kunde ikke sige mere, men hun lagde sin Kind imod
Georgs Hoved, og kyssede hans Pande.
— Du skal altsaa dø, hulkede Ynglingen, dø, inden jeg
fik Dig flyttet bort fra denne fattige Klippe, inden Du flk
at se, jeg var blevet en Mand. Men saa vil jeg ikke arbejde
mere, ikke leve mere, det er for Dig, Mo’r, jeg vilde arbejde
her i Verden; naar Du dør, vil jeg ogsaa dø.
— Vær for Guds Skyld ikke saa hæftig Georg, Du gør
mig bange. Du faar mig til at tro, at alt, hvad jeg har sagt
til Dig i denne Vinter, har været forgæves. Du vil altsaa
ikke modarbejde Dit hæftige Sind, det lidenskabelige og
uregerlige i Dine Følelser.
— Og Du forkølede Dig den Nat, da jeg i vildt Over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
