Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
til den Grad af denne Indtrængen i hans Ensomhed (som
Fannys uforklarlige Magt over ham, dog gjorde ham det
umuligt at afryste), at han ofte omgikkes med Tanken om
at forlade Johannesskæret og opsøge en anden Plet, ligesaa
fattig, ligesaa nøgen, men hvor intet Menneske kunde komme
hen.
Han kunde alligevel ikke uden Smærte forlade den Plads,
hvor Nikoline havde tilbragt sine sidste Aar, sine sidste Dage.
Nej umuligt, Johannesskæret var hans Hjem, hans Grav.
Letslers Tungsindighed var ingen Følge af et syndigt
Sinds Indflydelse, ingen Miltsyge frembragt af opdigtede
Lidelser. Og om han end af Tilbøjelighed havde valgt en
saa stor Afsondring fra Verden, var det sandsynligvis sket
ligesaa meget af Tvang. Han var ikke en af disse svævende
usikre Karakterer, som staar sig selv i Skyggen, og kan være
brødefulde, svage, ædelmodige, alt efter den Indflydelse, som
Begivenhedernes Gang udøver paa dem. Letsler var vel
ogsaa til en vis Grad blevet drevet af Stormen henimod
Skæbnens Tilskikkelser, men han kunde ogsaa sige, at han
selv havde skabt sin Skæbne, han havde draget dens Følger
over sig og stod nu som en fredløs Flygtning i det Land,
som han saa fuldtud elskede, at han der foretrak en Klippe,
fremfor enhver som helst Sikkerhed paa fremmed Jordbund.
Han syntes vel at være følesløs og stiv som
Granitblokken, paa hvilken han hvilede, men det var kun en Følge af
det bestandig indadvendte Blik. Endnu besad han en stor
Ævne til at føie og lide, endnu brændte i dette fortørrede
Hylster en Ild, flammende og stærk som en Ynglings.
Forgæves strømmede de kolde natlige Vinde mod hans Bryst,
det køledes ikke.
Var det Forbrydelse eller Daarskab, eller maaske begge
Dele, som nedtrykte en oprindelig stærk Aand?
Kun Gud vidste det. At noget nagede Samvittigheden
var dog lige saa vist, som at Angeren med vældig Kraft
havde grebet ind i hans Hjærte, men det var en Anger, som
ikke fandt Ro, som byggede op og rev ned og byggede op
igen, uden Ophør, uden Hvile. Maaske skulde Letslers
urolige Aand dog en Gang finde Fred med sig selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
