Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
— Saa Du —? Letsler fortsatte ikke, men hans Øjne
spurgte hurtigere end Ord.
— Ja; svarede Fanny, som let fattede Meningen, jeg saa
hende, og hun var saa venlig og god imod mig. Jeg sendte
hende altid mine smukkeste og bedste Blomster og de bedste
Frugter, som jeg fik af Fa’r
— Gjorde Du? — Naa, da Dine Øjne har set hende, og
Du har forskaffet hende Glæde, kan jeg ikke afslaa Din Bøn.
Kom hertil en Gang imellem,–men sjældent, meget
sjældent
Nu maa Du imidlertid forlade mig; tro alligevel ikke,
at jeg er utaknemmelig for det gode, Du har villet gøre mig,
endskønt jeg helst ønsker at være alene.
Fanny turde ikke sige ham imod mere, hun
bort-fjærnede sig.
Da Letsler blev alene, rejste han sig op, og saa sig
omkring med forskende Blikke. Lidt efter lidt lagde den
forrige tunge Sky sig atter over de halvt opklarede Træk.
Hvad var han vaagnet op til? Til at fortsætte sin
ensomme Vagt paa den tomme Klippe, til at leve, matret af
det forbigangne, uden Maal, uden Haab for Fremtiden.
Nu faldt hans Blik paa den altid lige jævnt og sagte
fremskridende Skildpadde. Og med et ubeskriveligt Udtryk
af Savn, sukkede han:
— Jeg var en Tid som Du, men Skallen er nu
sønderbrudt.
Sygdommen veg bort.
Letsler stod op fra Sengen og sad atter ude paa
Klippeblokken, stirrende paa Bølgerne, der nu ligesom før slog deres
ensformige Takt imod Skæret. Men ofte kom den lille
muntre Fanny roende i sin Baad, som hun selv styrede,
siddende som en Havfrue paa den blaa Bølge med dansende
Solstraaler omkring sig.
Og naar hun havde gjort Baaden fast, ilede den smukke
Pige op ad den ujævne Klippe, og idet hun ofte kastede et
deltagende Blik paa den ensomme Tidsel, skyndte hun sig
hen til Letsler, som aldrig lagde Mærke til hendes Ankomst,
førend han følte hendes lille Haand kærtegnende berøre hans
Arm.
Letslers Sind og Hjærte, langtfra at aabne sig for og
formildes af et saa uskyldigt Væsens Nærværelse, plagedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
