Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
Georg var slet ingen Ven af det hemmelighedsfulde.
Med hans aabne, selvstendige og kraftige Karakter, vilde han
have ofret hvadsomhelst for at se klart i sine Anliggender
Men da dette ikke var ham torundt, blev hans sidste Ønske,
det, at han kunde glemme det hele.
Da han vendte Baaden fra Gravene, styrede han hen
mod den lille Holm, hvorhen han tidligere plejede at føre sin
Moder.
Endnu var Grotten der med Bænk og Bord, Grotten,
hvor Moderen blev hilset velkommen af Fanny, der overrakte
sine Blomster til den smukke Frue. Disse dyrebare Minder
om hende, han havde elsket over alt i Verden, virkede
velgørende paa ham og beroligede det nylig saa oprørte Sind
Nu tænkte Georg kun paa den kærlige Moder, der altid
iiavde svævet i den samme mørke Uvished som han, men
for hvem alt nu var klart og lyst. Og jo højere hans Tanker
steg, des mindre forekom ham alle de Ting, han nylig havde
grublet over. Før eller senere skulde jo ogsaa han være der,
hvorhen hun var gaaet forud og saa var det jo forbi med al
Stræben, al urolig Nyfigenhed. »Nej,» sluttede han Samtalen
med sig selv, »vor Tid her er alt for kort til at bortødsles
til unyttig Grublen. Faar jeg en Dag noget at vide, er det
godt, hvis ikke er det maaske ogsaa godt. I ethvert Fald
forandrer det ikke noget i mine Forhold.«
Saaledes opmuntret af sit lette Sind, ikke skabt til at
hevare tunge Indtryk af den Slags, som nedstemmer Sjælen,
gik han op paa det højeste Punkt af Holmen for at nyde en
friere Udsigt over det elskede Hav.
Men næppe havde han kastet et Blik ud over Søen,
førend han for op, grebet af en ubeskrivelig Bevægelse; han
saa en Baad nærme sig for fulde Sejl, og Baaden var jo
netop den samme, med hvilken han en Gang blev ført her
til den nøgne Strand, som han senere lærte at elske som sit
Hjem. Det var »Frisejleren«, og Manden ved Roret, som
svingede med Hatten til ham, var ingen anden end hans
gamle Ven og Lærer Karolus.
Ude af Stand til at afvente »Frisejleren«s Ankomst,
kastede Georg sig i sit lille Fartøj og begyndte at ro ud
imod den kommende, og det varede ikke længe, inden hans
Fod traadte paa den Planke, han ikke kunde gense, uden at
Brystet var nær ved at sprænges af Følelsernes Vælde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
