Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
tede med aabne Ører til den unge Sømands Beretninger,
hvorpaa de talte om Karolus og om, hvor godt alle Ting
var gaaet for ham og og hvor god og flink Johanne var,
hvor ærbar og venlig, hvor hun forstod at rette sig efter
Svigermoder og af Kærlighed til Karolus aldrig lagde Vægt
paa, om der en Gang imellem faldt et uoverlagt Ord.
— Men Mo’r dog, hvor kan I saadan sidde og rose mig
for Hr. Georg — nu gaar jeg min Vej.
— Ja, gaa Du kun, min Stump, sagde den gamle venligt,
men se til at Du kan finde Din Mands Konjaksdunk... Hr.
Heorg skal have sig en Toddy — han maa da se, at Karolus
Eliasson er Mand for at byde en gammel Ven et Glas. Jeg
haaber, Hr. Georg ikke tager vor Fortrolighed ilde op.
— I kan stole paa, Malene, forsikrede Georg højtideligt,
at jeg al min Tid vil vide at sætte Pris paa at være Karolus*
Ven. Aldrig glemmer jeg hverken ham eller »Frisejleren«
— jeg havde mine gladeste Dage som Dreng sammen med
dem, thi den Gang havde jeg En, som nu er borte.
— Lad Tankerne blive borte fra det, som gør Sindet
tungt, sagde gamle Elias. Man er ikke ung mer end én
Gang her i Verden.
— Men ikke en Gang Ungdommen hærder en mod
Sorgen. Jeg er ganske vist som oftest glad som Fisken i
Vandet, men jeg kan ikke lade være med at tænke paa min
Fader og de lange, ensomme Dage, han tilbringer paa
Johanneskæret Aar ud og Aar ind.
— Har I ikke hørt, unge Herre, at Mands Vilje er Mands
Himmerige? Jeg er vis paa, at Hr. Letsler, selv om han nu
i Begyndelsen er glad ved at have faaet Sønnen hjem, snart
længes efter at være ene med sig selv. Men det kan De
stole paa, at saa længe der lever en Kat i Elias Asbjørnsons
Hytte, skal han aldrig blive forladt; vi hører derover oftere
end han selv tror, men kommer vi for tidt, ser han ikke mildt
til det.
Da Georg forlod de gamle Venner paa Gravene følte
han sig meget nedtrykt, uagtet deres opmuntrende og
ukunstlede Trøstegrunde. Den vigtige Samtale, han havde haft
med sin Fader, den uophørlige Grublen over hans Forhold
til Kommandørkaptejnen og i Særdeleshed de Ord, at Faderen
ikke havde kunnet give ham den Plads, der tilkom ham,
fyldte hans Tanker med utallige Billeder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
