Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
den oprigtigste Velvilje paa de Beretninger, han derom havde
at give, og bad ham venligt, saa længe han opholdt sig paa
Gravene, at betragte Strand som sit andet Hjem.
— Jeg ønsker ikke noget bedre, svarede Georg og førte
ærbødigt Fruens Haand til sine Læber, og jeg kan ikke sige
Dem, hvor taknemmelig jeg er for den Godhed, baade jeg
og min elskede Moder — medens hun levede — og nu sidst
min Fader har nydt.
— Tal ikke om det, bedste Hr. Letsler. Fanny holder
mig saa fuldkomment h jour med alle Menneskers Forhold og
Omstændigheder her paa Egnen, at vi snart kom under Vejr
med, at den syge Eneboer behøvede Pleje. Vi maa dog
oprigtigt beklage, at hans egen Vilje har gjort det umuligt for
os at udrette saa meget for hans Bekvemmelighed som vi
kunde ønske ... Naa, der har vi nok Toldassistenten med sin
unge Stedfortræder.
Enogtyvende Kapitel.
— Ærbødigste Tjener, Frue! hørtes, umiddelbart efter at
Døren var bleven aabnet, Peter Grans lydelige Stemme. Maa
jeg have den Ære, da vi netop tilfældigvis var i Nærheden,
at præsentere min Brodersøn og, om Gud vil, min Efterfølger,
Hr. Ture Gran — fiffig og fin Fyr, efter Kompetence, som
Birkedommeren siger.
— Som Deres Brodersøn, Hr. Assistent, kan han ikke
være andet, kunde Fru Holmer ikke lade være at beaiærke,
idet hun dog artigt hilste paa den fremmede.
Hr. Gran junior var høj og tynd og rank som en virkelig
C ran. Hans Ansigt, om just ikke smukt, havde en
ungdommelig Friskhed, og lians Maade at hilse og føre sig paa
var i enhver Henseende saa ulastelig, at den, i Forhold til
den Plads, Skæbnen havde sat ham paa, forekom særdeles
dannet og nobel. Stemmen, blød og smidig, gav den mindste
Høflighed et Udtryk af Artighed, en Artighed, der aldrig
forlod ham og som i høj Grad ståk af mod Peter Grans raa,
men godmodige Grovkornethed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
