Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
— Jeg frygter for, sagde han og bukkede dybt for
Værtinden, at det er en altfor stor Frihed, min Onkel har taget
sig, saaledes at indføre en fremmed her.
— Paa ingen Maade, Hr. Assistent — Fru Holmer gav
den unge Mand denne Titel; for ved en smigrende Høflighed
straks at stille sig paa en god Fod med ham — Deres Onkel
gør os en Fornøjelse dermed. I Skærgaarden har man ikke
saa stor Overflødighed paa Omgang, at de Personer, der
findes, bør vente med at opsøge hverandre.
— Akkurat mine Ord, indskød Peter Gran. »Kære
Ture,« sagde jeg til min Brodersøn, »nu skal vi have os en
munter Dag og gøre Visit hos Grosserer Holmers, for jeg
skal sige Dig, at jeg og Familjen paa Strand altid, efter
Kompetence, som Birkedommeren siger, har levet paa en meget
venskabelig Fod med hverandre.«
— Ja, det er da den skære Sandhed, udbrød i det
samme Holmer, som i det samme traadte ind fra Gaarden,
hvor han havde hilst paa sine Gæster.... Men se en Gang
her, Assistent, her er en gammel Bekendt, Hr. Georg Letsler,
som vel nok om nogle Aar, hvis han nøjes med en
Skær-gaardsskonnert, bliver en god Kunde. Han var ikke væk
allerede som Dreng — var han vel? Ja, De husker ham jo
nok?
— Jo Tak, han var jo en. ren Djævel, sagde Peter Gran
°S £av sin fordums Fjende et fortroligt Haandslag. Men
værer forsonlige, siger Skriften; jeg er en gammel Mand —
men her staar han, som for Fremtiden skal være min Tolk.
Hr. Ture Gran, den tilkommende Befalingsmand paa
Toldkutteren, og Georg Letsler, den tilkommende
Befalingsmand paa den endnu ubyggede Brig »Elvira Kornelia« maalte
hinanden nogle Sekunder med Blikke, der fuldstændigt
overtydede dem begge om, at de ikke var skabte til at blive
Venner. Georgs aabne, ligefremme Væsen kunde ikke
harmonere med Peter Grans Arvings studerede Tilbageholdenhed.
De forstod allerede saa meget, at de aldrig vilde komme til
at forstaa hinanden.
Nu kom Fanny ind, rød og varm, med flyvende Lokker.
Hvor hun havde skyndt sig for at blive færdig l Hun
saa ogsaa straks paa Moderens alvorlige Blik, at denne
Ilfærdighed røbede sig i hendes Ydre og hvad værre var i hendes
Paaklædning, c er — om end net og smagfuld — virkelig var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
