Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
— Velkommen, unge Herre, sagde hun til Georg, som
den gamle præsenterede. Held og Lykke. Han ser god og
venlig ud. Vær ordentlig, renlig, gudfrygtig og arbejdsom,
saa bliver vi nok gode Venner, jeg synes godt om unge
Mennesker.
Georg greb Madamens Haand og vilde kysse den, men
hun tillod det ikke. Hun sagde med sin ejndommeliçe
Værdighed:
— Lad nu det være godt, saadanne Dikkedarer er for
fornemme for mig. Men hvorledes synes De om Deres
Værelse, min unge Ven?
— Jeg har aldrig set noget saa net og bekvemt. Kan
jeg ikke trives her, saa fortjener jeg ikke at have et Hjem.
Men jeg kan allerede mærke paa mig selv, at jeg vil komme
til at befinde mig udmærket her.
— Saaledes skal det være, sagde den gamle Kone leende.
Hun var øjnsynligt allerede indtaget til Georgs Fordel. Er
Sagerne sat ind ?
— Ja, bevares, de fik udmærket Plads i Garderoben.
— Ja, ja, den kommer altid til Nytte. Men mor Dem
nu saa godt De kan, medens jeg gør i Orden til vor lille
Middag. Hun forsvandt nu ud i Køkkenet, idet hun nikkede
venligt til Georg.
Medens Georg ventede paa den lovede Middagsmad, foretog
han en lille Spaseretur omkring i Mastehugget, spekulerende
paa, hvornaar Kommandørkaptejnen vilde opfylde sit Løfte.
Pludselig huskede han paa, at Stormbom havde sagt til ham,
han havde noget til ham. Maaske, tænkte han, er det et Brev
fra Kommandørkaptejnen, og mod sin Vilje kom han atter til
at tænke paa det hemmelighedsfulde Baand mellem hans
Fader og hans forrige Chef. Det var saa smigrende for Georgs
Stolthed at tro, at han ikke helt og holdent havde
Medlidenhed og Velvilje at takke for den Hjælp, Kommandørkaptejnen
ydede ham; uvilkaarlig indflettede der sig i hans Tanker noget
om Pligt — han vidste ikke selv hvorfor. Men han foresatte
sig ogsaa strængt at bevogte hvert Ord og hver Tanke, der
kunde bestyrke en saa farlig Overbevisning, fordi det let kunde
faa Udseende af den dybeste Utaknemmelighed.
Da han kom tilbage til den gamle Stormboms lille Hus,
modtog Værten ham ude i Forstuedøren, hvorefter de fulgtes
ad ind i Familjens fælles Stue, det pæneste Værelse i Huset,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
