Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
men jeg bliver saa mat ... og nu fandt Georg paa at skræmme
den gamle ved en velberegnet Nedsynken paa Sofaen.
— Kors, er Drengen tosset, han skulde vel aldrig tage
sig det saa nær. Og straks sprang den gamle efter Vand og
Æddike og pjaskede Georg med det som om han kunde have
vieret hendes egen Søn, medens hun samtidig sagde, at
saadan en klejn Stakkel, som ikke en Gang kunde taale en
Smule Skænd, han duede ikke til at færdes paa Søen.
Men nu sprang Georg op, omfavnede den gamle og
begyndte at le hjærteligt over, at det dog var lykkedes ham én
Gang at forrykke hendes kære Vane, for da han nu holdt
Uhret frem, viste det halvti.
Madam Stormbom skulde for længe siden have været paa
Torvet. Og med de Ord: »Det skal De faa betalt«, løb hun
sin Vej, for at naa hen til Torvet inden alt Kalve- og
Faare-kødet var sluppet op.
Og for denne Gang var Garderoben frelst.
Da det sidste Glimt af Madam Stormboms sorte
Tørklæde forsvandt omkring Hjørnet, traadte Flagskipperen ind
til Georg, og nu begyndte begge at le omkap.
Tilsidst sagde den gamle, idet han viste paa
Garderobedøren :
— Sand mine Ord Du, at Muter slaar sig ikke til Ro
længere end til i Aften; Du kommer nok til at rykke frem
med Hemmeligheden.
— Jeg er saa bange som en Skoledreng, sagde Georg,
idet han aabnede Garderobedøren og lokkede en lille Hund
frem, som han havde gæmt der i hele fem Dage.
Georg havde med Stormboms Hjælp smuglet Mad ind
til den ny Logerende, hvem han ikke havde kunnet undgaa
at give Husly, til Trods for Madam Rebekkas bestemt
udtalte Afsky for Hunde. Hun havde aldrig, efter at hun var
blevet gift, haft nogen Hund i Huset, og tænkte heller ikke
paa nogensinde at faa nogen.
— Ja, det gaar aldrig godt, Du, mente den gamle, som
desuagtet ikke kunde lade være at kæle for det smukke Dyr,
i hvilket Georg for sin Part var aldeles forelsket.
Hunden var en Foræring, sendt fra Fanny med en af
Grosserer Holmers Baade. Og samtidigt havde Georg kunnet
glæde sig ved Brev fra hende.
— Farbro’r maa be’ for mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
