Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13-
urigtig Opfattelse af Karakteren i hendes Udseende. Den
mørke, friske Teint stod i Samklang med de store,
udtryksfulde Øjne og Selvstændigheden i hendes Væsen. En
Ansigtsfarve som »Rose og Lilje« vilde ikke have klædt Elvira,
hvis livlige Blod ofte satte Kinden i Purpur.
»Det ser ud som om hun var skabt af Ild, men alligevel
er hun saa paa taget kold,« sagde Mændene. »Hun er
egenkærlig og hovmodig«, tilføjede Kvinderne.
Disse Paastande var for en stor Del uretfærdige, men
Grund savnede de dog ikke.
Hun var ildfuld, men vilde synes kold, fordi hun afskyede
at blive feteret og beundret; hun foragtede dette tomme
Kurmageri, som ikke skænkede hende et Øjebliks Tilfredsstillelse.
Hun afbrød aldrig med koket Overmod dem, der underholdt
hende med Æmner af mindre Værd, men hun kunde høre til
paa- en Maade, der havde saa mange Former, at kun faa
vovede at ofre deres Konversationsævne paa hende.
Alt dette bevirkede, at Elvira endnu havde den første
Kærlighedserklæring til gode.
Dette var ikke Tilfældet med Frierierne.
Flere unge Mænd, som ikke en Gang halvvejs havde
kunnet fuldføre deres Kurmageri hos Frøkenen, forsøgte deres
Lykke hos Faderen og nøjedes med efter gammeldags Skik
at anholde om Datterens Haand. Kommandørkaptejnen havde
dog altid samme Svar: »Hun maa vælge selv«.
Men Frøkenen valgte ikke. Hendes Hjærte havde endnu
ikke talt. Og uagtet hun aldrig havde ytret et Ord om
Fornøjelsen ved selv at være den styrende paa Helgenæs, havde
man dog dannet sig den Forestilling, at hun agtede at leve
ugift.
Damerne havde ogsaa nogen Grund til at beklage sig.
Den Stolthed, der fandtes hos hende og forargede dem,
var ganske vist en Slags Familjearv, som ikke havde noget
at gøre med hendes sande Personlighed, men det var ikke
frit for, at hun helst vilde nøjes med sit eget Selskab; hun
var vant til at reflektere paa egen Haand og vilde uden Savn
have kunnet tilbringe Maaneder uden at se et Menneske,
naar hun blot havde sin Fader, som hun elskede højt, og den
gamle Forvalter, som fra Barndommen havde været hende en
kær og agtet Ven.
Med det Skarpsyn, Elvira besad, blev det hende let, til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
