Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101-
underligt skønt straalede Elviras Ansigt i den magiske
Belysning.
Han bad om den første Vals og fik ja.
Efter Marschen delte Gæsterne, der trængte sig imellem
hverandre, i flere Grupper. Gennem det forførende
Punsche-tælt strømmed Herrerne ud og ind. Kor og Kvartetter
vekslede. Cigarrøgen for i lette Hvirvler gennem Aabningen.
Og de i Forstavnen omkring den vældige Bolle med Rom
punsch forsamlede Matrosers mørke Skikkelser fuldførte
Billedet, hvis Ejndommelighed ikke formindskedes, naar man
fulgte Dagens første »Skaffer«, Flagskipper Stormbom, som i
Medaljefrakken og med de omhyggeligt friserede graa Lokker
saa ualmindelig ærefrygtindgydende ud, enten han troligt
fyldte Bollerne, opvartede i Damernes Tælt eller, lokket af
Herrernes Opfordringer, slog sig ned hos dem for at fortælle
en og anden af sine Hvalfangerhistorier.
Kommandørkaptejnen og nogle andre sad ved Spillebordet. Og Kaptejn
Broscher, mer og mere oprømt, jo længere det led hen ad
Aftenen, saas tilsidst selv vandre omkring med Bollen, fulgt
af Stormbom med Glassene, for at nøde Gæsterne og paase,
at ingen skulkede.
Dansen begyndte paany.
Georg førte Elvira ind i Dansens Hvirvel, mer og mere
beruset. Den Vals havde nær aldrig faaet Ende.
— Vi maa hvile lidt!
— Aa nej, bad han, halvt i Vildelse, indtil han, ved at
passere et stærkere belyst Sted, saa Elvira blegne. Da førte
han hende hurtigt til et af de mørkeste Steder og skød en
Feltstol hen til Rælingen. — Tilgiv mig, tilgiv mig! sagde
han sagte og ilede ind i Tæltet efter hendes Sjæl, som han
hurtigt svøbte omkring hende.
Elvira lænede sig ud over Rælingen. Georg stod ved
Siden af hende. Hun betragtede de skinnende Gnister, som
fremkom, naar Strømmen drev Vandet mod Ankertovet. Han
betragtede kun hende–Blodet brændte stadigt hedere.
Fannys Billede med de lyse Lokker og de blaa, tillidsfulde
Øjne trængtes mer og mere i Baggrunden, og Moderens
Advarsler for Fristelsens Stund og Faren ved at give sig hen i
de brusende Lidenskabers Vold, susede uhørte forbi. Georg
vilde i dette Øjeblik ikke have set hende, selv om hun havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
