Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105-
vi gik i Baaden, var saa upassende, at Hævnen ikke kan
anses for at være overdreven, hvis det overhovedet var en Hævn
og ikke en ren Tilfældighed.
— En rar Tilfældighed . . . Men Musiken spiller op; jeg
maa ud, danser Du ikke denne Kvadrille med?
— Jeg husker ikke om . . . men jeg beder Dig, gaa inden
nogen søger Dig.
Vendela forsvandt.
Elvira huskede nok, at Georg havde faaet Løfte ogsaa
om denne Dans, men hun vilde glemme det; hun vilde, sine
sidste Ytringer uagtet, gærne glemme, at disse fjorten Dage
nogensinde havde eksisteret. . . Først anmode om hendes
Navn — og saa, lang Tid efter, underrette hende om, at
dette Navn var bestemt til at være Tilhæng til et andet. Og
hvilket andet? Det tilhørte ikke en Fæstemø, men en
Ungdomsveninde ... Ja, en Ungdomsveninde bliver let forvandlet
til . . . nej, det kan ikke være Tilfældet. Hans Blik, hans Ord,
hans Bevægelser, alt modsiger det!«
Flere Damer traadte ind i Toiletteværelset. Elvira, som
længtes efter at være ene, gik ud i Salonen, som for
Øjeblikket var tom.
Det sydede i hendes Aarer; Hjærtet bankede med
hørlige Slag. Hvad var det egentlig mere end et Bekendtskab
af denne flygtige Art, hvoraf man gør tusinde i sit Liv? Her
imod var der dog noget, der talte i hendes Indre . . . nej,
saaledes var det ikke; der var allerede et Baand imellem dem.
Hendes Faders ubegribelige Deltagelse for denne unge Mand,
hans Lighed med Portrættet, Tante Rezias Fortælling, de
gamle Taarnkamre og gamle Ignelius’ Ord: »De kan vel nok
give ham et venligt Ord!« alt flød sammen i Elviras Tanker
og udgjorde samlet en Magt, der mægtigt styrkede de
Følelser, som hun nu fandt var opvoksede saa hurtigt og saa
hæftigt, at hun ikke kunde tænke paa at befæste sit Hjærte,
inden det allerede var indtaget.
Der kom nogen fra Kaptejn Broschers indre Kahyt.
— Frøken Elviral Georg stod for hende. Luen paa
hans Kind var blegnet. — De danser allerede deroppe — jeg
kommer for sent, tilgiv, tilgiv mig, men jeg befandt mig ikke
rigtigt vel.
— De er virkelig bleg, Kaptejn Leisler. Elviras Stemme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
