Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140-
til Virkelighedens Tomhed og imidlertid langsomt klarer sine
Begreber.
Det forekom Hennings Forn-ift utænkeligt, at en Pige
som Elvira, opdraget efter Tante Rezias strænge
Grundsætninger og hidtil saa kold i hele sit Væsen, uden Modstand
skulde give efter for de første vilde Luner, som bemægtigede
sig hende ... og hvad andet kunde den kaldes, denne
aabenbare Tilbøjelighed for en hende aldeles fremmed Person, en
Sømand af Mellemklassen, af forvoven Dristighed ... Hennings
Instinkt derimod lod ham, langt tydeligere end han kunde
ønske, ane, at netop paa et saadant Temperament som hendes,
hæftigt, pirreligt, selvstændigt, kunde et Lune blive af
uberegnelig Vægt. Havde han desuden vidst, at Skinsygen
allerede var vaagnet og havde pustet til Ilden, vilde han ikke
mer have forundret sig over den Hurtighed, hvormed dette
Lune havde sat sig i Besiddelse af hele Elviras Væsen.
I denne Sindsstemning, som under Ballet paa
»Skandinavien« var vokset til den yderste Grad af Uro og Utilfredshed,
modtog han Underretningen om Georgs pludselige Afrejse,
og allerede da han første Gang derefter gensaa Elvira, syntes
han med nyt opblussende Haab at finde en Venlighed hos
hende, som nu, da han var forberedt paa alt andet, gjorde et
saa meget stærkere Indtryk paa ham. Og da han hørte Tale
om, at Hjemrejsen var bestemt til fire Dage senere, troede han,
at der var indtruffet en eller anden for hans egne
Forhaabninger gunstig Omstændighed; maaske havde Georg i sin
forvovne Dristighed friet paa Ballet og faaet nej ... maaske
var Kommandørkaptejnen selv bleven opmærksom paa den
unge Søulks Planer og havde rask afskaaret dem.
Nok er det: Udsigterne var atter bleven lysere.
Det var den tredje Dag efter Georgs Afrejse.
Elvira og Vendela var nylig kommen tilbage fra en
Spadseretour i Byen, hvor de havde gjort deres sidste Indkøb.
Hestene var bestilte til næste Middag.
I disse Dage havde Elviras Humør staaet paa lutter
Solskin for hendes Omgivelser. I hendes Indre derimod var der
total Solformørkelse. Hendes Stolthed, som ikke vilde lade
sig underkue af den nylig vaagnende Kærlighed, kæmpede
uophørligt med denne om Herredømmet.
Saaledes for Eksempel sagde hun det ene Øjeblik til sig
selv: »Nej, jeg rejser ikke, jeg maa gense ham og høre ham!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
