Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142-
— Af mit ganske Hjærte ... tvivl ikke om det.
— Og dog tvivler jeg; thi denne aabne, himmelske
Godhed, der er Dem, Frøken Elvira, saa ulig, klinger mildt nok
i Ordene, men maa dog indeholde en skuflende Illusion ...
Jeg har i disse fjorten Dage lidt alt for mange Kvaler til at
jeg kan tro, at de nu alle skulde være forsvundne.
Ved denne Hentydning gød en mørk Rødme sig over
Elviras Ansigt, og hvis hun havde haft til Hensigt kun at
lade Tilfældet føre til det Resultat, hun saa meget ønskede,
saa besluttede hun nu saa meget sikrere at gribe Traaden.
Og Henning, som allerede stod mellem Himlen og Afgrunden,
blev dristigere ved hendes Tavshed, som Rødmen gjorde
endnu mere veltalende.
— Dyrebare Frøken Elvira, turde jeg — jeg ved, hvor
uendelig lidt jeg fortjener en saadan Lykke — turde jeg,
uden at anses for at være en alt for stor Daare, vove at
haabe, at De har kastet et Blik i mit Hjærte...
— Jeg tror ikke, det er nødvendigt at nægte det.
— Min Gudl drømmer jeg, eller er det muligt, at De
ikke spøger? Men gør ikke det! ... Henning greb hendes
Hannd og førte den til sine Læber. — Er de Ord, jeg har
hørt, Deres fulde virkelige Alvor?
— Mit fulde, virkelige Alvor 1 Og jeg føler mig smigret
af den Finfølelse, som faar Dem til først at henvende Dem
til mig, thi derved haaber jeg, at den Smule Modstand, der
kunde møde fra Faders Side, helt og holdent skal hæves.
— Store Gud! udbrød Henning og trykkede endnu en
Gang i sin Henrykkelse den Haand, som Elvira vilde trække
tilbage — naar, hvornaar maa jeg tale med Onkel?
— I Morgen Formiddag vilde jeg anse det for passende.
Thi for at være fuldt oprigtig, kan jeg lige saa gærne sige,
at jeg for længe siden har anet Deres Følelser og talt med
Fader om dem. Han havde ganske vist nogle smaa.. .
— Ja, jeg forstaar saa godtl Jeg er fattig, og han har
Ret til at anse disse Følelser som den aller højeste Grad af
Dristighed — men . . .
— Sig ikke det. Lad mig hellere tilføje, at han med
den smukke Medgift, han for længe siden har bestemt for
Vendela, forener Retten for det unge Par til at bo paa
Axelholm — og jeg haaber, at De er tilstrækkeligt overbevist om
min varme Deltagelse saavel i Vendelas som i Deres Lykke
t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
