Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144-
— Men ganske bestemt, sagde Elvira, henrykt over
Baronens Fatning og denne Gang indrømmende, at hans
Stolthed ogsaa kunde være ædel, idet han opofrede sig selv for
ikke at synes latterlig ved for højt spændte Forventninger,
— ganske bestemt har hun gættet den lige saa vel som jeg.
Nu syntes der at gaa et Lys op for Henning. Skulde
Vendela maaske elske ham ... elske ham lidenskabeligt, til
Raseri ? Skulde Elvira af Venskab (hun havde jo altid anset
Vendela som en Søster) have opofret sig selv? Man havde
jo Eksempler paa saadanne Kvindeluner.
Baronen fandt denne Gisning saa sandsynlig, at han
bevæget greb Elviras Haand og udbrød:
— Sig mig,, skulde i det mindste denne Anelse være
sand, skulde Vendela...
Elvira, som misforstod Udtrykket i Hennings Stemme
og Gestus, troede, at han virkelig følte sig rørt ved den
Mulighed, at han hos Vendela kunde have vakt en Følelse,
som fra hans Side da lettere kunde deles. Delikatessen
forbød hende dog at være fuldt oprigtig, og idet hun lagde
Fingeren paa Læberne til Tegn paa, at den, de talte om,
kunde være i Nærheden, hviskede hun fortroligt:
— Selv om jeg vidste noget derom, vovede jeg dog ikke
at sladre af Skole. Men det forekommer mig dog nødvendigt,
at De taler med Vendela før end med Fader.
Idet Elvira sagde dette, rejste hun sig og gik saa hurtigt
ud, at Henning ikke fik Lejlighed til at standse hende. Og
hvad skulde han ogsaa have sagt efter det, der var forefaldet?
Oprørt, narret, bedraget, men dog i sit Indre tilbøjelig til at
søge Trøst i den usandsynligste af alle Usandsynligheder,
stod han ubevægelig i nogle Minuter. Derpaa, overbevist om
at han ikke kunde trække sig tilbage, da det første Skridt
nu en Gang var gjort, besluttede han fremdeles at handle sig
selv saa værdigt, som han allerede havde begyndt, thi det
var dog paa en vis Maade en sikret Fremtid.
Da han imidlertid ikke med det samme kunde fremsætte
sin Begæring hos Vendela, gik han i Stedet for op paa sit
Værelse for at affatte en Fortegnelse over sin Gæld; dette
gjorde han ikke saa meget for sin egen Skyld — han vidste
naturligvis til Hvid og Skilling, hvor meget han skyldte bort
— som for at have den i Beredskab ved sit forestaaende
Besøg hos Kommandørkaptejnen. Da han havde Anled-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
