Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157-
Skagens Fyrtaarn bag sig og fløj nu med otte Knobs Fart
over Kattegattets blaagrønne Vover.
Endnu var det ikke en Gang en halv Storm, men de
tætte Skybanker, som i Nordvest grupperede sig i de
mærkeligste Skikkelser, og Skyerne, som i hæftig Fart jog
hverandre over Himlen, mindede den erfarne Sømand om, hvad
saadanne Varsler plejer at bebude.
Med korslagte Arme stod Kaptejn Georg Letsler paa sit
Dæk og saa med spændt Opmærksomhed snart paa de
omtalte Tegn, og snart paa de mange Sejlere af alle Slags, som
passerede. Vinden rykkede ofte den lille Filthue fra hans
brune Lokker og viste hver Gang et Glimt af den hvide Rand
paa den øverste Del af hans smukke Pande. Endnu havde
Georgs Ansigt, brændt af Tropernes Sol, det samme glade,
varme og aabne Udtryk, som havde udmærket Ynglingens,
men var nu dog forenet med Mandens Alvor. I hans Blik
laa i dette Øjeblik kun Sømandens strænge Aarvaagenhed,
omkring Munden spillede intet Smil, men et Træk af inderlig
Godhed tegnede sig nu som før omkring de friske Læber.. .
Noget over to Aar var hengaaet siden Briggen »Elvira
Kornelia« forlod Gøteborgs Red. Georg havde i denne Tid
mest gaaet i Fragtfart mellem Holland og Amerika og havde
i disse to Aar lagt saa betydelig en Gevinst op, at han nu
mente at kunne følge sit Hjærtes Stemme og overvintre i
Fædrelandet. Sine Penge havde han for længe siden i
Sikkerhed, men i Henseende til sine Følelser, sin indre Lykke,
kunde han ikke sige det samme.
Tiden og uafbrudte Forretninger havde ganske vist trængt
den farlige Erindring om hans sidste Møde med Elvira i
Baggrunden . . . men glemt var det ikke, uagtet han med
Kraft anstrængte sig for at anse sin Opførsel ved denne
Lejlighed som en Ynglings Opbrusning. Til Fanny havde han
skrevet flere Gange og med sædvanlig Aabenhed bekendt og
undskyldt sin sidste Forvildelse. Men enten havde hun ikke
villet svare eller ogsaa havde hendes Svar ikke truffet ham
paa Grund af hans stadige Skiften Opholdssted. Maaske var
ogsaa baade hun og Elvira allerede gifte og havde for længe
siden glemt, at Georg Letsler var til i Verden. Dog dette
kunde han tro om Elvira, men aldrig, aldrig om Fanny.
Og mangen Gang efter Anstrængelsens Timer fløj hans
Sukke vekselvis til de to Kvinder. Varmest og renest var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
