Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176-
Var de for evigt lukkede, disse Øjne, der nylig havde smilet
saa varmt til ham? Ja — de var stumme, disse Læber, de
var lukkede, disse Øjne. Og kun Mindet, aet sørgende Minde
stod tilbage om denne hans anden Fader.
Overvældet af ungdommelig Fortvivlelse, gjorde han
endnu en Gang alle mulige Forsøg paa at opdage, om der
ikke endnu fandtes den mindste Gnist af Liv. Men disse
Forsøg kunde ikke skænke ham et Øjebliks Haab. Da blev
Sorgen ham for mægtig; store Taarer, saa fremmede paa den
raske Sømands Kind, faldt ned paa Stormboms blege
Pande; de var ægte, disse Perler, og varme som den
sønlige Sorg.
Men Sømandens nødtvungne Vane, rastløst at rette
Opmærksomheden og Omtanken fra Maal til Maal, tillader ikke
Følelsen at gøre sig længe gældende, selv om den maaske
netop hos ham gløder varmere end hos andre. Georg kom
snart til Besindelse og rettede Tanken paa sin nuværende
skrækkelige Stilling, og hertil bidrog vel ogsaa hans
inderlige Higen efter at forsøge paa at fange de falske Fyrtændere,
tilligemed den Omstændighed, at han en kold og stormfuld
Oktobernat befandt sig her gennemvaad og begyndte at føie
stærke Kuldegysninger.
Hurtigt, men varligt, som om den livløse Ven endnu
havde kunnet føie nogen Smærte, bar han ham til et lille
Krat af Buske, trykkede hans Øjne til, lagde Medaljerne til
rette over det Hjærte, der altid havde banket saa varmt for
Ære og Venskab, og tildækkede Legemet med nogle
Elle-kviste. Derefter vendte han tilbage til Stranden og gentog
Tid efter anden det aftalte Signal ad Læsiden til, hvor Baaden
efter al Beregning maatte lande.
Han frygtede dog for, at disse Signaler ikke vilde blive
hørte. Men Stormen var nu ikke saa stærk; den havde
udraset og næsten ufordunklet af Skyer stod Maanen paa
Himlens Bue.
— Er det Guds Vilje, saa lykkes detl tænke han, men
skælvede ved den rædselsfulde Forestilling, at hele hans raske
Besætning maaske var vandret til det Land, hvorhen gamle
Stormbom var gaaet forud.
Paa en Gang slog dog hans Hjærte med dobbelte Slag.
Det var kun en Sømands øvede Øre, som kunde høre noget,
og hvad Georg hørte, opfyldte ham midt under Sorgen med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
