Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181-
ikke her hele forrige Efteraar mangen en Nat baade i Storm
og Regn, og ikke en Gang saa meget som en ussel Bergenser
med Sildetønder hilste paa os.
— Det kommer ogsaa af, mente Sorte-Jan, at alle
Forretninger skal ske i den mørke Nat eller i Dagningen.
Tolderen holder godt Udkig fra Torekow, og vi vilde sidde som
Mus i en Fælde, hvis vi vovede os længere ud paa Dybet.
Under denne Tale stirrede Manden med ufravendt Blik
paa den næsten forkullede Ild. De to andre, som syntes at
være de samtalendes Tjenestekarle, havde nu, trætte af
Nattevagten, lagt sig paa Jorden med Armene under Hovedet; de
havde foretrukket Søvnen fremfor den Fornøjelse at høre paa
deres Foresatte.
— Skal jeg lægge mere Fyr til Ilden ? spurgte Sorte-Jan,
som endnu ikke var naaet saa vidt i Haandteringen som
Mogensen, og som derfor i ham erkendte en Slags Overhoved.
— Nej, det er ingen Nytte til ... Spark Liv i Knægtene,
saa skal jeg kigge lidt ned paa Stranden. Jeg tror, Dagen
er gryet saa meget, at vi kan se nogenlunde. Men lad os
først slukke Fyret.
Sorte-Jan ruskede i de to Karle. De var snart paa Benene,
og de hjalp nu hinanden med at udslette dette Spor af den
natlige Virksomhed.
— Raslede det ikke i Buskene? sagde Mogensen, medens
de et Øjeblik stod stille, som det syntes for at vænne Øjnene
til Mørket efter det hurtige Ophør af Ildens Skin.
— Nej, det tror jeg ikke, det er vel den Brand, jeg
kastede der hen, som ligger og sprutter i Løvet, sagde en af
de yngre.
— Kom saa, befalede Mogensen og stillede sig i Spidsen
for Selskabet.
Georg laa paa Hug i sit Gæmmested og vovede næppe
at trække Vejret, da de mørke Skikkelser passerede forbi
ham. Han ventede en kort Tid, lyttede spændt og fulgte
saa langsomt og forsigtigt efter.
Stormen havde draget sit sidste Suk og kun den
ensformige Lyd af Dønningerne, som nu i Ro og Mag væltede
sig over Sandbankerne paa Øens nordlige Side, afbrød den
ellers saa dybe Stilhed. I Horisonten bebudede nogle matte
Skyer Dagens Nærmelse.
Nær ved det Sted, hvor Georg havde lagt den gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
