Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196-
— Hvor De er god, Frøken, at De siger mig det, sagde
Georg, og Elvira saa, at hans Øjne tindrede af Glæde.
— Det er slet ingen Godhed, min bedste Hr. Kaptejn 1
jeg er inderlig glad over at kunne give Dem denne Trøst
netop nu, da De, som Følge af den foregaaende Modgang,
nok kan behøve den.
Georg følte, at Elvira mente, hvad hun sagde, men til
Trods for det glade Budskab, som hun fremsatte saa venligt,
kunde han alligevel ikke forlige sig med at høre denne samme,
unge Kvinde, hvis Sprog sidst havde lydt saa himmelvidt
forskælligt fra nu, tale saa roligt og ubekymret, som om
intet var forefaldet imellem dem. Hun behandlede ham jo
som en gammel Bekendt, hvem man med en vis Fortrolighed
erindrer sig og endnu ønsker at gøre en Tjeneste.
Hvorledes kunde nu dette saare Georg, som altid havde
været henrykt over enhver Hentydning til sit Forhold til
Fanny? Hvorledes kunde han, som ikke ønskede noget bedre,
end at faa Havet mellem sig og Elvira, nu ærgres og plages
ved, at hun lagde et Ishav mellem deres Følelser og Tanker?
I sin Sjæl burde han have takket hende, men i Stedet for
tænkte han: »Hvor de Kvinder dog er foranderlige.«
— Hvilket guddommeligt Maaneskin, sagde Elvira, idet
hun saa til Vinduerne.
(Maaneskin ... nu taler hun om Maaneskin, fordi hendes
Følelser er blevet kolde og blege som Maaneskin. Der var
en Tid, det er ikke saa længe siden, da vilde hun have talt
om Middagssolen, og denne vilde have brændt mindre).
Som Sømand havde Georg i Farens Øjeblik den største
Magt over sig selv. Som Verdensmand, og i Forhold, hvor
hans let vakte Følelser og endnu lettere vakte Fantasi fik
Spillerum, viste han der imod saa lidt Selvbeherskelse, at
hvem som helst kunde tyde hans Ansigts skiftende
Bevægelser.
Elvira havde i disse to sidste Aar bedre lært at
beherske sine Ansigtstræk. Hvis Georg havde kunnet se ind i
hendes Sjæl, vilde han netop nu have tænkt paa
Middagssolen, og det endda naar den stod i Zenith. Men jo
tydeligere Elvira i Georgs bevægelige Mimik og udtryksfulde
Øjne læste den Undren, Uro og hemmelige Vrede, som
hendes Ro og hendes Berømmelse over Fanny var Skyld i,
desto stærkere blev hendes Ønske om at bringe ham til den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
