Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206-
at brænde, maa ikke være ham aldeles ubekendt, for han
udtalte mit Navn.
Nu var det Georgs Tur at rødme.
— »Hvad«, sagde han mildt, »hvad kan føre Elvira v. U.
hertil?« og han førte mig ind i et lille Værelse, saa fredeligt,
luftigt og grønt, at jeg med Forundring saa mig om.
— Min Moders Værelse, hendes Yndlingsblomster, og
der har De dvælet?
— Ja, Kaptejn Letsler, der har jeg dvælet hos Eneboeren,
og mine Taarer er faldet paa hans fortørrede Hænder. En
Gang var han anderledes. Aa, min Gud, hvor jeg holder af
den gamle Mand ... her blev Elviras Stemme stærkere, hun
talte hurtigere ... Jeg var gærne blevet hos ham altid, hvis
jeg havde kunnet det og faaet Lov til det Hvor min Sjæl
vuggede sig i denne lille Verden, hvor et Menneske i fjorten
Aar havde sukket og lidt. Men nu lider han ikke, han føler
en Fred, som paa mig gjorde et uforglemmeligt Indtryk.
Georg bøjede sig ned til Bordet, som skilte ham fra
Elvira, hvis Arm laa henstrakt over det, og inden han vidste
det, brændte hans Læber paa hendes Haand, hvilken han i
dette Øjeblik gærne havde sluttet i sin, hvis han havde
vovet det.
— Talte min Fader om mig, stammede han og trak sig
tilbage, forvirret af det Blik, hvormed Elvira betragtede ham.
— Ja, meget.
— Og om ... om Fanny?
— Noget. Men for dette kan jeg ikke gøre rede ...
Hun afbrød sig selv og begyndte igen at arbejde.
Georg indsaa, at han ved det sidste Spørgsmaal havde
bragt dem begge ud af det rolige ForhoH, og for at aflede
denne Tvang, sagde han:
— Det varede vel ikke længe, inden Karolus
indfandt sig?
— Nej, han kom snart, men da Hr. Letsler havde talt
nogle Ord med ham, blev han beroliget og vendte tilbage
til sit Hjem. Det var først et Par Timer senere, at den
skikkelige Nisse roede mig over til Gravene . . . Paa
»Frisejlerens« Dæk rustede Karolus sig, han skulde rejse næste
Dag og inviterede mig til et kort Besøg ombord. »Hr.
Letsler«, sagde han, »har vel talt om Georg? Og jeg maatte da
være lidt dummere, end jeg er, hvis jeg ikke forstod, at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
