Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224-
— Tror Du virkelig at Vinen og Konjakken undgaar
hans Opmærksomhed?
— Frokosten, Frokosten 1
Et Kvarter senere laa Toldkutteren ved Broen. Og
Assistent Grans Udseende, da han gik op mod Gaarden, havde
et saa usædvanligt Anstrøg af Munterhed, at hvis Grasserer
Holther havde set sin Gæst paa dette Tidspunkt, vilde han
ved det første Blik i hans Øjne, følt sig forvandlet til en
fuldstændig Hare. Men inden Hr. Ture bankede paa Døren
til Kontoret, havde hans Ansigt atter antaget sit sædvanlige
indsmigrende Udtryk. Han bad om Undskyldning, fordi han
indfandt sig, saa tidligt paa Dagen, men da Kutteren hele
Natten havde været ude paa Patruljering, havde han nu i
Sinde at tage sig en lille Hvile paa Strand\
Ved disse Ord gik Holmers Frygt i Fælden.
Snart sad Herrerne i god Ro ved det dækkede Bord.
Toldassistenten lod sig Maden smage, og medens han en
Gang imellem sagde Fanny en Artighed om Anretningen,
gjorde han Værten Besked i et Glas af den gamle Madera.
Under Paaskud af Travlhed i Køkkenet, fjærnede Fanny
sig snart.
Da Herrerne var blevet ene og fortroligere, paa Grund
af den Hurtighed, hvoimed Glassene tømtes, sagde Gran,
idet han pludseligt afbrød den foregaaende Samtale:
— Min gode Grosserer Holmer, det er urigtigt af mig at
lade Tiden gaa paa denne Maade uden at drage Ny tte af den.
Efter den venskabelige Maade, hvorpaa vi iiar omgaaedes
hinanden, er jeg vis paa, at De for længe siden har været
paa det rene med, i hvilken Retning mine mest brændende
Ønsker gaar. Jeg har elsket Frøken Fanny fra den Dag, da
min salig Onkel førte mig ind i Familjen. Hun har dog ikke,
saavidt jeg tror, været mig bevaagen, men af den Godhed,
jeg altid har mødt bos hendes Fader, tør jeg i det mindste
drage det Haab, at min Anmodning om hendes Haand ikke
vil blive ugunstigt optaget.
— I, Du alstyrende Gud 1 udbrød Holmer, snart rødmende,
snart blegnende, (thi nu indsaa han tydeligt, at han ilcke
vilde kunde undgaa at brænde i Skærsilden paa en eller anden
Maade.) Nej, jegharsandelig ikke modarbejdet Deres Ønsker; det
forsikkrer jeg ved min Ære. Et saadant Parti kunde jo kun
være den største Ære for os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
